Vigtig fortælling om de svære teenageår, hvor dét at passe ind og få andres anerkendelse kan være altoverskyggende.

30.04.20
En dygtig havfrue er historien om teenageren Stephanie, der er overbevist om, at man skal gøre sig fortjent til alting. Men hvad sker der, når man mister overblikket over, hvor langt man egentlig bør gå, for at få den kærlighed og opmærksomhed, man så desperat hungrer efter?

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle med en bedsteveninde. Eller hvad de skulle med mig. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg ved, at far kan lide mig, hvis jeg ikke brokker mig eller beder om noget, og selv kan låse mig ind og husker at lukke køleskabslågen, og hvis jeg ikke græder eller hidser mig op eller minder om mor.Og jeg ved, at mor kan lide mig, når jeg minder om hende selv. Når jeg vil de samme ting, som hun vil, eller ville engang. Te og pizza og skøjter og tøsesnak. Den slags. Og når jeg er tynd. Hun kan bedst lide mig, når jeg er tynd.”

For Stephanie er det vigtigste i verden at være dygtig. En dygtig datter til sine forældre, hvis grimme skilsmisse har gjort dem bitre og egoistiske, og gjort hende til en kastebold imellem de to. Dygtig til at sige nej tak til træstammer fra bageren, så mor roser hende for at tabe sig. Og vigtigst af alt; den dygtigste til havfruesvømning, så hun kan imponere Tarek. Stephanie har svært ved at se, hvad andre skal bruge hende til, hvis ikke hun imponerer dem og opfører sig, som hun tror, de ønsker. Veninder kan hun ikke finde ud af at have, og hun mistænker alle for at have bagtanker med deres handlinger – for hvorfor skulle nogen tilbyde hende deres venskab, hvis ikke de selv havde noget at vinde ved at gøre det?

Der er sket noget indenfor litteraturen til og om unge piger det seneste stykke tid. Flere og flere forfattere til bøger om teenagepigers liv sætter fokus på svære emner, der ellers kan være tabubelagte. Og de er så vigtige, de her fortællinger. Vigtige for de unge at læse, så de kan spejle sig og finde ud af, at de ikke er alene, men også mindst ligeså vigtige for de af os, som har relationer til børn og unge, der nærmer sig eller er midt i disse åh så svære år af livet.

Som en ekstra bonus kan Sanne Munk Jensen bare noget særligt, når det gælder om at ramme plet på de unges måde at formulere sig- og omgås hinanden på. Det gør fortællingen realistisk og troværdig - og ikke mindst yderst anbefalelsesværdig. Jeg både krummede tæer, rystede på hovedet og følte dybt med Stephanie, mens jeg læste denne bog. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, hvis min niece på 13 skulle opleve at have så svært ved at navigere i livet og føle presset af andres forventninger på samme måde som Stephanie gør. Så jeg tror, jeg vil anbefale hende denne bog. Fordi den er vigtig. Og give hende et ekstra kram, fortælle hende, at hun er smuk, klog og dejlig uanset hvad og at man altid – altid fortjener at få hjælp, hvis tingene er svære.

En dygtig havfrue findes både som lydbog eg ebog på eReolenGo og kan læses fra 12 år.

Lån bogen