Verdens smukkeste kærlighedshistorie

Denne lille roman fra 1958 fra Kirgisistan blev af den franske forfatter og oversætter Louis Aragon kaldt verdens smukkeste kærlighedshistorie. Og den er en lille perle, som fortryller med sine beskrivelser af natur og mennesker, stemninger og følelser
Fortælleren er den 15-årige Seit, der arbejder på et kollektivbrug i Kirgisistan i Sovjetunionen under den 2. verdenskrig. Mange mænd er draget afsted til fronten, også hans storebror, der har efterladt sin unge brud, Dzjamilja, som Seit er meget glad for.
Dzjamilja er ikke som de andre piger. Hun er en frimodig, munter og sangglad pige, som mange af de unge mænd er betaget af. Seit er glad, da han kommer til at arbejde tæt sammen med hende. Med på deres arbejdshold kommer også Danijar, der er vendt såret hjem fra krigen. Han er indesluttet og tavs, men Dzjamilja får ham til at synge. Til deres overraskelse synger Danijar vidunderligt. På deres lange hjemture over sletten synger han, så alt omkring dem bliver magisk og vidunderligt – og samtidig vokser kærligheden mellem Dzjamilja og Danijar.
På trods af at Seit selv er forelsket i Dzjamilja, og at hun er hans brors kone, ønsker han, at Dzjamilja og Danijar må finde lykken sammen. Han ser, hvor stor deres kærlighed er, og hvad de betyder for hinanden. 
 
Af Lisa Juhler
Materialer