Vejen til at blive et klogere menneske

“Vejen til verden af i dag” forklarer overbevisende de kræfter og faktorer, som gennem menneskehedens historie har formet den verden, vi lever i.

Jeg har i mange år villet læse denne bog, da jeg havde en idé om, at den kunne føre mig ind i et eksklusivt nirvana, hvor man nærmest ikke behøvede læse flere bøger (hvilket jo selvfølgelig også ville være lidt trist). Bogen er et forsøg på at forklare, hvorfor verden ser ud, som den gør. Hvorfor er det den vestlige kultur, der er blevet så dominerende på kloden? Hvorfor var det europæere, der koloniserede Afrika og ikke omvendt? Hvorfor er der mange kulturer, som ikke engang kunne finde ud af at opfinde hjulet? Hvorfor var det de hvide, der nærmest udryddede indianerne med sygdomme og ikke deres sygdomme, der udryddede os? 

”Vejen til verden af i dag” stiller et hav af disse spørgsmål, og det bedste er, at man faktisk får overbevisende svar på dem alle sammen. Og nej, for lige at slå det fast, ingen af svarene så meget som antyder, at andre racer og kulturer er dummere end den vestlige. Der er langt mere komplekse ting på spil. Vidste du for eksempel, at det eurasiatiske kontinent som det eneste (på nær måske Australien) rent geografisk er øst-vest orienteret og ikke nord-syd orienteret? Og at det har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen? Nej, vel? Eller at det stort set kun er i Eurasien, at der naturligt har forekommet dyr, som det er muligt at tæmme? Bogen er fyldt med den slags åbenbaringer, som jeg i hvert fald ingen anelse havde om.

Selvom bogen i høj grad levede op til mine forventninger, skal jeg også tilstå, at den måske var en anelse sværere, end jeg havde regnet med. Man skal for eksempel igennem mange tørre sider om udbredelsen af diverse kornsorter, før man kommer til en konklusion om deres betydning, men alt i alt bliver man rigt belønnet for sin læseindsat, og jeg føler mig helt reelt klogere, end jeg var før.