At være Elvis

Ny biografi om Elvis Presley giver underholdende og trist indblik i et tragisk liv og delvis spildt karriere.

Det er efterhånden 40 år siden Elvis Presley faldt sammen på sit badeværelse for aldrig at rejse sig igen, og næsten lige så lang tid siden at den cirka 10-årige mig begyndte at lytte til manden med det jetsorte hård, sovekammerøjnene og det skæve smil på sin røde kassettebåndoptager.

Selvom jeg siden dengang har været ganske fascineret af Elvis, er det ikke fordi jeg har studeret ham synderlig. Jo, jeg har da for mange år siden læst en Elvis-biografi skrevet af hans frisør, men da jeg på hylden med bibliotekets nyanskaffelser faldt over Ray Connollys ”Being Elvis” (trods titlen er den på dansk), vidste jeg, at tiden var kommet til at genopfriske bekendtskabet. 

Bogen er en forholdsvis traditionel biografi, som beskriver Elvis’ liv kronologisk fra fødsel til død. For Elvis-nørder er der næppe de store nye afsløringer, men for mig - med mit lidt overfladiske kendskab til manden – var der et hav af detaljer, som jeg ikke kendte til, og som var en fornøjelse at læse om. Indimellem vel at mærke en noget trist fornøjelse. For Elvis’ liv var - trods succes og rigdom - en tragedie. Et overdrevent medicinforbrug, den pengegriske og totalt musik-ignorante manager, isolationen fra den virkelige verden og Elvis’ egen manglende evne til at sige fra, var ensbetydende med at talentet i de fleste år af karrieren blev spildt. Ikke mindst på de elendige film, som Elvis selv hadede, og som tvang ham til at indspille sange langt under hans værdighed.

”Being Elvis” er skrevet med kærlighed til Elvis, men der bliver heller ikke lagt skjul på de negative sider, og at Elvis kunne være lidt af en dum skid – når han ikke lige forærede Cadillac’er væk til sine ansatte. Bogen er perfekt til yndere af en god og medrivende biografi, eller dem der bare gerne vil vide mere om en mand, som nok aldrig helt går af mode.

Materialer