Troubadour-paraden tager form

Den amerikanske folkesangstradition dokumenteres her med 4 cd-opsamlinger

Når talen falder på bokssæt, er der rigtig, rigtig mange af dem, der er lavet for – rent ud sagt - ussel mammon. Denne tour de force gennem den amerikanske sangskat, er dog så langtfra endnu én af slagsen, men snarere en ypperlig præsentation af den nordamerikanske folkemusiktradition. Americana, singer-songwriter, politisk folk, roots rock, protestsange m.fl. – kært barn har mange navne, men også flere mødre og fædre, hvor uartigt det end kan lyde. Pionererne tog deres hjemlandes musiktradition med sig til det nye land, og langsomt blev det til grundlaget for en ny tradition, og hermed også for denne kompilation. Seriens 4 dele med hver 3 cd’er, præsenterer os for et sandt overflødighedshorn, alle rundet af denne Roots-rockede tradition. For på uretfærdig vis blot at nævne nogle af cdernes band og solister: The Carter Family, Lead Belly, Woody Guthrie, Peter Seeger, Weavers, Bob Dylan, Phil Ochs, Tom Paxton, Joan Baez, Buffy Saint-Marie, The Byrds, Harry Nilsson, Kris Kristofferson, Townes Van Zandt, Dave van Ronk osv. osv. Det er et meget omfattende materiale, der er medtaget i denne serie, men det er alle timerne værd. Det er lidt ligesom at få fat i en 1000 siders murstensroman, og tænke, puha, den bliver jeg da aldrig færdig med, men sluttelig er man så alligevel igennem bogen og tænker, det var da hurtigt, sprang jeg noget over? De mange timers musik kan virke overvældende, og skulle udmattelsen sætte ind, og de små øjne blive til sprækker og ørerne langsomt lukke for både bas og diskant, ja, så kan man sagtens dele seancen op i bidder. Overblikket løber ingen steder. God jagt! Bjergenes-, sletternes-, præriens- og sumpens sange venter.

Materialer