Forside: Threads
Forside: Threads

Tråde til fortiden

Sheryl Crow kalder til alsang. Hendes numre pudses af med fine duetter med vennerne.

Sheryl Crows 11 studiealbum, Threads, bliver muligvis hendes sidste hele album, idet hun regner med udelukkende at udsende singler fra nu af…. tjah, lad os nu se hvad fremtiden bringer. 
Her og nu har hun samlet en række musikalske venner til musikalske duetter med nye og gamle numre. Ja, hun har endda hidkaldt Johnny Cash fra gravens dyb for at indsynge ”Redemption day”. Meget kan lade sig gøre, hvis bare viljen er tilstede. Bortset fra det så er duetten fremragende, og ud af pladens 17 numre danner ”Redemption day” med Cash, ”Cross Creek Road” med Lukas Nelson & Neil Young, ”Prove you wrong” med Stevie Nicks & Maren Morris, og endelig George Harrison nummeret ”Beware of Darkness” med Eric Clapton et gyldent afsæt til resten af pladen, hvor yderligere duetter med  Willie Nelson, Emmylou Harris, Jason Isbell, Keith Richards, Bonnie Raith, Vince Gill med mange, mange flere danner pladens fundament. 
Sheryl Crows countryrock funkler og skinner på dette overflødighedshorn af en cd. Der er næsten ingen svage momenter, men selvfølgelig er der toppe, der funkler mere end andre. Duetterne klæder hendes numre, også selvom hendes egne soloindspilninger er fremragende, så er der unægtelig sket meget i hendes karriere, siden hun gik solo efter tiden som korsanger hos Michael Jackson sidst i 1980’erne. 
En sand stjernekavalkade på alle leder og kanter. Send mig blot en entrebillet til koncerten, så skal jeg ikke forlange mere.. plus måske til en enkelt øl i pausen.... for at klare stemmen naturligvis.