SURT – SØDT – SALT – BITTER – UMAMI

05.01.22
Hvornår har du sidst læst en bog sprængfyldt med umami?

Når vi vurderer bøger, har vi en tendens til at tænke i plot eller i følelser (den er spændende, rørende, nervepirrende). I denne lidt anderledes udgave af bibliotekets boganbefalinger har vi prøvet at tænke på bøger gennem smagssanserne. I løbet af efteråret og vinteren 2021 har Fredensborg Bibliotekerne og KulturStationen i Humlebæk afholdt ”Smag på litteraturen”. Her har vi hørt om Karen Blixen som ”kogekunstner”, spillet litteratur-banko, spist middag ved langborde og lært om hvordan vi kan gøre den grønne omstilling mere velsmagende ved at udvikle vores evner til at beskrive smagsnuancer. Dette har inspireret os til at lave de følgende anbefalinger. Glædelig sanselyst!

Surt

Kristian Bang Foss har det med at gøre livet surt for sine hovedkarakterer, tænk bare på Frank og kajakken i ”Frank vender hjem”. Kafkas forfatterskab er måske mere absurd, men det må være surt at være Gregor Samsa og vågne op som et stort kryb i bogen ”Forvandlingen”. Amelié fra Nothombs ”Med angst og bæven” befinder sig også i en sur situation, da hun bliver degraderet til toiletrenser i et stort japansk firma. Når man spiser noget surt, udløser syren en refleks, hvor musklerne i ansigtet lægger sig i sære folder. Med disse bøger får syrligheden let et smil frem på læben.
 

Find bøgerne med surt

Sødt

Helt fra fødslen har vi en forkærlighed for de søde smagsnoter, som giver energi og fylde. Sødmefuld er Tove Janssons forfatterskab og ”Sommerbogen” er en knasende perle af skærgårdsbrise, bedstemorvisdom og sommerlig barndomsleg. Den søde kærlighed overmodnes og når tragiske højder i Shakespeares ”Romeo og Julie”, alt imens karaktererne i Sally Rooneys ”Normale Mennesker” svinger mellem ungdommelig lethed og bittersød snublen i jagten på den første store kærlighed. Der er smæk på de svulstige ord og sukkersøde toner når Pablo Neruda i digtform erklærer sin kærlighed til sin elskede i ”Kaptajnens Vers”.
 

Find bøgerne med sødt

Salt

En knivspids, et fingerdrys. For lidt af det smager galt, for meget af det smager fatalt – men salt skal der til.

Bølgerne går højt og det skvulper over med saltvand, når kaptajn Ahabs hævngerrige jagt på hvalen ”Moby Dick” sætter ind i Herman Melvilles bog af samme navn. Det salte vand spiller også en hovedrolle i Ernest Hemingways klassiker ”Den gamle mand og havet”, hvor den aldrende fisker Santiago begiver sig ud på de dybe Golfstrømme med håb om held, for at fange en stor marlin. I ”Havbrevene” udvider Siri Ranva Hjelm Jacobsen penneven-begrebet gennem en poetisk brevveksling mellem det gamle garvede Atlanterhav og det unge undrende Middelhav. Og i Carsten Jensens ”Vi, de druknede” bindes det sydfynske øhav og de fjerne verdenshave sammen af saltvand, skibbrud og druknende sjæle, når machomænd fra Marstal længes i vi-form efter livet på havet. I Khaled Hosseinis ”Drageløberen” om krig i børnehøjde, venskaber på trods og ubærlige svigt, er det dig selv det producerer salten i form af de salte tårer, der unægteligt vil løbe ned af din kind…
 

Find bøgerne med salt

Bitter

”Jeg følte at jeg var gået glip af noget virkelig stort i livet, eller at jeg hele tiden gik glip af det, at jeg rummede muligheden for meget stærkere følelser end jeg havde følt op gennem livet.” Trude Marstein formår at skabe en noget nær perfekt komisk-bitter karakter, Monica, i romanen ”Så meget havde jeg”. Michel Houellebecq er en anden forfatter, der formår at fremkalde det bitre, f.eks. i ”Elementarpartikler”, hvor karakteren Bruno mener, at det menneskelige univers er ”skuffende, fyldt med angst og bitterhed”. Litteraturen er fyldt med bitterhed, bare tænk på Scrooge i Dickens ”Et juleevetyr” eller hos Thomas Bernhard i f.eks. ”Mine priser”. Men hvem var det, der sagde, at optimister skriver dårligt, men pessimister skriver slet ikke? Derfor rummer bitre bøger en livsgnist bare i egenskab af deres eksistens!
 

Find bøgerne med bittert

Umami

”Hvad smager umami af? Ja, det er lige det. Det smager af umami. Den bedste måde at forså det er at tænke på pasta, en portion spaghetti. Den er ikke noget, smager ikke af noget. Kedelige kulhydrater. Men hvis du tilføjer umami, hvis du kommer parmesanost eller tomater eller auberginer i den, så sker der noget. Så er den et måltid.” Sådan lyder svaret i Laia Jefresas roman ”Umami”. I Taniguchi og Kusumis tegneserie indtager ”Den ensomme Gourmet” det ene umami-smagende måltid efter det andet. Han spiser både auberginepickles, noritang, shiitake-svampe, gyoza med soya og misosuppe. Hvis du leder efter mere umami-smag i litteraturen, så prøv i Inger Christensens ”Alfabet” eller i kogebogsromanen ”Det var ikke planen at købe kålroer” af Anders Haahr Rasmussen.
 

Find bøgerne med umami

Skrevet af Julie Pehrson og Nete Bier Kirkegaard.