Sommertid er de tykke romaners tid!

30.06.17

Som de fleste andre elsker jeg sommer. Jeg spiser is, bader (når vandet er cirka 20 grader!), griller, nyder de lange lyse aftener og LÆSER! Især ser jeg frem til sommerferien – det at have 3 ugers uafbrudt ferie betyder nemlig, at jeg fuldstændigt kan hengive mig læsningen. Og jeg har altid intentioner om at nå at læse virkelig meget. Faktisk samler jeg lidt ind i løbet af året, hvis jeg falder over titler, jeg synes passer godt til min sommerferielæsning. Og her tør jeg godt være ærlig – jeg har en slags grundregel, som jeg ofte finder mig selv i at sortere ud fra: Er bogen over 300 sider, er den selvskrevet til at være en sommerferiebog. Det betyder ikke, at jeg ikke også læser tynde bøger om sommeren, og det betyder heller ikke, at jeg aldrig læser bøger på over 300 sider i min hverdag. Ingen regler uden undtagelser. Selvfølgelig.

Men… Lykken er jo så til gengæld virkelig stor, når ferien banker på døren, og jeg kan tage de(n) tykke murstensromaner ned fra hylderne og glæde mig til ufatteligt mange timers henslængt læsning under parasollen.
Selvom jeg ikke er gået på sommerferie endnu, er jeg med stor begejstring gået i gang med at læse Et lille liv af Hanya Yanagihara – en moppedreng på 792 sider. Jeg så forfatterinden blive interviewet på Louisiana i sommer og vidste, at denne skulle jeg læse. Jeg er over halvvejs nu, og den er fuldstændig fantastisk. Den foregår i New York og følger en gruppe unge mænds livtag med tilværelsen. Især følger vi den ene, Jude, som har en hjerteskærende skrækkelig barndomshistorie – en historie, han ikke ser sig selv i stand til at løsrive sig fra som voksen, og som æder ham op – nærmest helt bogstaveligt.
Indtil videre er det bestemt ikke opløftende læsning, men det er vanvittig altopslugende læsning. Og måske begynder det alligevel at se lidt lysere ud, for jeg er da netop nået til romanens femte del med overskriften ”De lykkelige år”.

Derudover står Joël Dickers Bogen om Baltimore-familien også på min læseliste. Det er jo efterfølgeren til forfatterens populære danske debut, Sandheden om Harry Quebert-sagen, som udkom i 2014, og som jeg virkelig nød at læse. Jeg var ret vild med blandingen af mordgåde, kærlighedshistorie og det litterære meta-niveau. Derfor er jeg selvfølgelig nødt til at kaste mig over to’eren. 469 sider. SLAM.

Christopher Bollens Orient her fra 2017 er blevet markedsført på at minde om Twin Peaks og haps – min interesse var vakt. Vi er i et lille landsbysamfund, hvor mystiske dødsfald begynder at finde sted.
Den er på 663 sider og måske er det derfor, at jeg ikke kom igennem den her i løbet af foråret, hvor jeg startede på den. Jeg er cirka en tredjedel inde i den, og vil rigtig gerne færdiggøre den i løbet af sommeren.

Den sidste af de tunge drenge, som jeg håber på at nå at læse er den argentinske forfatter Julio Cortázars hovedværk Hinkeleg, der netop er udkommet på dansk, og som er en (hinke?)leg med romanen som formsprog; man kan nemlig læse den på flere måder. Dét bliver jeg nødt til at prøve!

Og så har jeg ikke engang nævnt Paul Austers 4321, der netop er udkommet, Nathan Hills Niksen eller Jonathan Franzens Purity, som jeg med skam må indrømme, at jeg ikke har fået læst endnu.