Som stjerner på himlen

Kunne du lide ”En flænge i himlen”, så vil du helt sikkert også synes om denne.
 Bogen foregår i USA, hvor Violet og Finch er elever på samme skole.  De er vidt forskellige: Violet er populær og har mange venner, mens Finch er en outsider, som ikke gør noget for at få venner. Ved et tilfælde mødes de begge i skolens klokketårn – Violet har mistet sin søster i en trafikulykke, og overvejer at begå selvmord, og Finch er der lidt af samme grund. De falder i snak, og Violet tiltrækkes af Finch – han er sig selv, ligeglad med at han ikke falder ind i skolemiljøet – faktisk gør han mange ting, der er lige ved at få ham smidt ud. 
Det eneste fag, de har sammen, er geografi, og da klassen skal lave opgave om spændende steder i den stat, de bor i, foreslår Finch, at Violet og han arbejder sammen. Det bliver begyndelsen til et venskab, hvor de ikke bare opdager nye sider ved hinanden, men også udvikler styrker hos sig selv.
Jeg kan godt lide den form for bog, som her hvor Finch og Violet skiftevis skriver et kapitel – det gør den levende, og som læser har jeg fornemmelsen af, at jeg næsten går sammen med dem og hører deres tanker og langsomt forstår deres motiver for at opføre sig, som de gør, så det er med vemod at sidste side læses.
 
Af Nanke Linstow
 
Materialer