Forside: Langt fra Det Hvide Hus
Forside: Langt fra Det Hvide Hus

Sørgmunter lille roman om familielivets op- og nedture

22.04.20
Man vælger ikke selv, hvilken familie man bliver født ind i. Hvis det havde været tilfældet, havde bogens hovedperson, George, nok valgt en anden.

George er 15 år og bor på 3. sal i Palmeparken med sin mor og far. Georges far elsker alt amerikansk, og derfor bliver George kaldt Bush – efter den tidligere amerikanske præsident.

Man kan vist godt sige, at Bush kommer fra en belastet familie, og særligt to sætninger har fulgt ham hele hans liv: ”Heldigvis fik de kun ét barn” og ”var det ikke for hans far, var drengen blevet fjernet.” Der er altså ikke så meget godt at sige om Bushs mor - måske skulle hun i virkeligheden aldrig have været mor. Men så er der jo heldigvis hans far – han er god nok, desværre har han bare i et langt stykke tid ikke haft det særlig godt. Han sover meget, og han er begyndt at spise nogle mærkelige piller, som han har i en nusset pose.

Det er altså ret svært at være 15-årige Bush, og da han tilligemed bliver diagnosticeret med ADHD, og hans skolelærer Per bestemt mener, at han bør flytte på et opholdsted for drenge med en A-diagnose, ser det ikke just lysere ud. Bush vil ikke sendes væk, for hvem skal så passe på hans far – i hvert fald ikke hans uduelige mor!

Der er langt fra Bushs liv i Palmeparken til Det Hvide Hus!

I alt det her finder Bush trøst ved sin højtelskede morfars grav – her kan han nemlig fortælle om de ting, der går ham på. En dag møder han kvinden Julia og hendes to tvillingesønner på 5 år på kirkegården, og et helt særligt venskab opstår. Julia er den mor, han aldrig har haft, og tvillingerne de små brødre, som han aldrig vil få. Desværre kommer Bush til at fortælle en alvorlig løgn, og den truer med at ødelægge forholdet mellem ham og Julia.

Man både griner og græder, når man læser Langt fra Det Hvide Hus. Griner, fordi det tragiske fortælles med en god portion humor, græder, fordi livet fandme er så uretfærdigt engang i mellem, og fordi det (livet altså) alligevel kan vise sig fra sin gode side, når man mindst venter det.

Langt fra det Hvide Hus er en hjertevarm fortælling om svigt, svære relationer, venskaber og om at blive puttet i en 'diagnose-kasse'. Det er en lille, letlæst bog, og den kan anbefales til teens fra 13 år og op!

Den findes som både e-bog og lydbog på eReolenGO!