Sønderjyder på undercover-mission til Tysk Østafrika er et stormende, feberhedt og drønspændende historisk drama

26.10.22
30 sønderjyder blev sendt på en tophemmelig mission til Tysk Østafrika under 1. verdenskrig. I ”Safari fra helvede” fortæller Tom Buk-Swienty deres utrolige, men virkelige, historie. Læs og rejs med det gode skib Kronborg og med fyrbøderen Nis Koch gennem orkaner og savanne, myggesværme, fjendtlig beskydning og storpolitiske dønninger.

18. februar 1915 stævner et gådefuldt skib ud fra Wilhelmshaven i Tyskland. Det damper ud i en verden i krig. Den Store Krig, 1. verdenskrig. Skibets besætning består overvejende af sønderjyder, der er indrulleret i den tyske marine. De taler alle dansk og er blevet hvervet til missionen netop derfor. Men hvorfor – det aner besætningen ikke. De ved heller ikke, hvor de er på vej hen. Snart finder de ud af, at skibet udgiver sig for at være et dansk handelsskib. Nå ja, og at der skjult i skibets last er massevis af dynamit og ammunition …

I sin nyeste bog ruller Tom Buk-Swienty den utrolige historie ud om sønderjyderne, der senere skulle finde ud af, at de var på vej til Tysk Østafrika. Så utroligt, at Buk-Swienty ”for en god ordens skyld” må anmærke, at bogen faktisk er en virkelig historie baseret på øjenvidneberetninger, erindringer og arkivalier.

Jeg forstår godt Buk-Swientys anmærkning. For det er virkelig en utrolig historie. Men med vanlig sans for at balancere den nære, personlige fortælling med storpolitik og verdenskrig, folder ”Safari fra helvede” den formidabelt ud. Jeg holder af Buk-Swienty, netop fordi han formår at spinde den store historie sammen med den lille og nære. Han væver dygtigt dybt personlige, rørende og medrivende dramaer ind i storpolitik og historiens helt store bask med vingerne. 

Fortællingen drives frem af først og fremmest fyrbøder Nis Kochs erindringer. Sammen med Kronborg og resten af mandskabet satte han kurs mod Tysk Østafrika for at levere forsyninger til det nødstedte, tyske skib Königsberg. Men med Royal Navy på nakken strandede Kronborgs besætning på den afrikanske østkyst, hvor et helt eget kapitel af verdenskrigen udspillede sig. De måtte begive sig til fods gennem malaria, maskingeværsalver og et barskt og mageløst smukt landskab, meget, meget langt fra det Als, Koch kom fra. 

Troppebevægelser og stormagtspolitik balanceres elegant med hjemlængsel, dødsfrygt og kammeratskab. Sammen med massevis af dragende, historiske fotografier og et fascinerende kludetæppe af bipersoner (fra Churchill og ”Afrikas Løve” general Paul von Lettow-Vorbeck til Kronborgs sortseende skibstømrer ”Tømmermanden” og Kochs tjener Ramasan) er ”Safari fra helvede” bestemt værd at tage ned fra bibliotekshylden!
 

 

Lån bogen