Smuk film om moderne nomader i et trøstesløst USA
Egentlig burde filmen Nomadland være opskriften på en fiasko. Der er ingen seje special effects, der er ingen smukke skuespillere, ingen action. Ja, faktisk sker der ikke ret meget i løbet af filmens 1 time og 45 minutters varighed. Alligevel vandt den tre Oscars, inklusive for bedste film i 2021. Og det kan man faktisk sagtens forstå.
I Nomadland følger vi Fern, som er en kvinde i tresserne, i hendes tilværelse som autocamper-nomade i det vestlige USA anno ca. 2020. Hun er ikke alene. Landevejene er fulde af mere eller mindre subsistensløse mennesker, som kører fra sted til sted, arbejder som løsarbejdere, mødes på vindblæste campingpladser, og ikke mindst kæmper med sygdom, sorg og indre dæmoner.
Mere behøver man næsten ikke sige om handlingen, og mere handling behøves ikke. Her er det stemningen, der spiller hovedrollen, og de fortabte skæbner, som krydser Ferns vej. Det er et ualmindeligt trøstesløst billede, der bliver tegnet af det moderne USA, og desværre er det ikke spor overdrevet i et land, hvor mindstelønnen er på 50 kroner, og millioner af mennesker ikke har råd til et sted at bo. Og nu har jeg nok fået det til at lyde som en film, man bliver vældig deprimeret af, men det er egentlig ikke tilfældet. Fern og hendes med-omflakkere er skildret med en varme og sympati, der faktisk giver en lidt håb, fordi de, i modsætning til det samfund de lever i, hjælper hinanden og mildner hinandens smerte. Dermed ikke sagt, at det er en feel-good-film – langt fra – og der er ingen helte, der ordner det hele til sidst, men det er en rørende film, som samtidig gør en dybt forarget over, at et land, der gør sig selv synonymt med frihed, kan behandle sine borgere på den måde.
”Freedom is just another word for nothing left to lose,” som Janis Joplin sang.