Smæk denne bog ned foran din bankrådgiver… hvis du altså bruger Danske Bank

Grundig og nogenlunde letlæst gennemgang af Danske Banks hvidvaskeskandale for andre end bare de pengeinteresserede.

Som kunde i Danske Bank lige fra min far, da jeg var helt lille, oprettede en børneopsparing til mig i det, der dengang hed Handelsbanken, følte jeg, at jeg var lidt forpligtet til at læse denne bog om bankens rolle i danmarkshistoriens største hvidvaskesag. Samtidig var det lidt modvilligt, for jeg har aldrig personligt haft noget at udsætte på det flinke personale eller de produkter, de har solgt mig, og jeg havde faktisk ikke lyst til at blive så forarget, at jeg følte mig tvunget til at skifte bank.

Og nej, det skete da heller ikke. Jeg er stadig kunde. Men jeg skal da love for, at man i ”Beskidte milliarder” får øjnene op for en del af virkeligheden, som tilsyneladende ligger meget langt fra min egen banks pletfri mødelokale i den store finanscenterbygning i Hillerød. Bogen er skrevet af tre journalister fra Berlingske, der i 2018 fik cavlingprisen for deres optrevling af, hvad der foregik i Danske Banks estiske filial. De var blandt de første, der tog sagen op, da deres journalistnæser efter et anonymt tip fortalte dem, at noget var galt. Og de var med hele vejen, indtil banken ikke længere kunne nægte, at ikke blot var der noget galt, men nærmest det meste af omsætningen i estlandsafdelingen blev skabt af russiske mafiapenge og andre ulovlige beløb, der strømmede gennem banken.

Hele dette forløb har de så skrevet denne bog om, og man kan kun sige, at hvad enten man har forstand på banksager eller ej, er ”Beskidte milliarder” yderst interessant og spændende - og ikke videre svær - læsning, selv for en finansignorant som undertegnede. Og selvom man ikke har tænkt sig at droppe banken, skader det jo ikke, at man lige er tilstrækkeligt orienteret om sagerne til, at ens bankrådgiver udviser tilpas ydmyghed, når man forhandler lånerenter: ”Det lånetilbud kan du godt gøre bedre, Pia, for jeg ved, hvor meget I har brug for mig som kunde, efter I har været sådan nogle skurke!”