Skildring af en søstersymbiose
Ved romanens start befinder vi os på en lille gård i Nübbel i Sydslesvig. Lora bliver født midt i de voksnes angst for en forestående krig, og tre år senere kommer Manni til verden. For de to søstre anes krigen kun som noget abstrakt, noget de unge mænd ikke vender hjem fra. I stedet er det omgivelsernes forvoksede proportioner og sommerens evighed, der får fylde når de ”kravler ind mellem stænglerne, ligger gemt under mammuttens blade sommeren igennem”.
Selma Rosenfeldt-Olsen indfanger flot den stemning der præger barndommen, hvor alt er stort og muligt og hvor fantasien ikke kender til begrænsninger.
Men med ungdomsårene kommer forskydninger. En asymmetri sniger sig ind mellem søstrene og de begynder at glide fra hinanden. Lora gifter sig med den danske læge Ralf Lund, de flytter til Danmark og får tre børn. Manni føler sig svigtet af sin søster og flytter til Flensborg og i armene på ulykkelig kærlighed. Herefter tager hun til Hamborg, hvor hun møder Judith. De bliver hurtig venner og tager sammen til Berlin. Judith er uddannet ved OPS (Akademie für Ordnung, Pünktlichkeit & Sauberkeit), hun er et Redskab og Manni bliver hendes Element. Der er bagtanker med venindeskabet, omend meget forbliver uopklaret. En ny søster har sneget sig ind i den tidligere symbiose og med hende en foruroligende og forbryderisk stemning.
Romanens form er legesyg og foranderlig. Fortællervinklen skifter mellem et ’vi’, et ’jeg’ og en tredje person-fortæller. Der er dagbogsnoter, beskrivelser af lege og håndskrevne observationer fra en togstation. Sproget balancerer mellem det naive barndomsblik, der lever i legen, og den voksnes kynisme og jalousi, den unges politiske ståsted og småbørnsmorens vaklen.
Fortid og nutid flettes ind og ud af hinanden, ligesom søstrene, der smelter sammen, flytter fra hinanden, mister og fastholder hinanden i minderne og fortællingerne.
Min eneste anke mod Det Fælles Bedste er karakteren Judith. Hun udgør en stor del af bogens beskedne antal sider, og jeg kunne godt have undværet hendes indblanding. Den ellers så fint opbyggede fortælling med de to søstre brydes med Judiths indtog og det ærgrer mig. Jeg foretrækker at blive i Loras og Mannis livsbaner og had-kærlighedsforhold, for der er rigeligt stof at hente dér.
