At se - en knap

En rigtig lækker lille bog - et lille mesterværk, der simpelthen bare handler om knapper.
 
"Perlemorsknapper, man finder på loppemarkeder, er ofte gamle. Men der produceres stadig knapper af perlemor. Især de indfarvede er populære. Perlemor som skinner i sin egen farve, er dog noget helt for sig selv. Det er som at sidde med et stykke af regnbuen."
 
At se –en knap er ikke en bog med meget tekst, men det behøver man heller ikke.
Det er en rigtig dejlig, lille og lækker bog - et lille mesterværk, der simpelthen bare handler om knapper.
Billederne siger mere end ord i denne bog. Det er en rigtig hyggelig bog man bare kan sidde og bladre i.
 
Bogen er opdelt i forskellige kapitler om knapper i alverdens farver og former og stilarter. Her er ganske enkelt noget for enhver smag. Det er en fantastisk verden der åbner sig, når de små knapper fortæller ”deres historie”. En verden af forunderlige og eventyrlige former og farver tilsat masser af fantasi og ikke mindst mangfoldighed.
Hvis du er en ”ting-finder” ligesom jeg, så er jeg sikker på, at du vil kigge ekstra langt efter de smukke små prydsgenstande, næste gang du er på loppemarked eller får lov til at rode i en andens syskrin.
Jeg husker tydeligt da jeg stod og trykkede næsen flad mod ruden hos ”Knapp-Carlsson” i Göteborg og ærgrede mig over, at de havde lukket lige den dag, jeg var forbi, når de nu stort set havde haft åbent hver dag siden 1910 og butiksindretningen med de fantastiske mængder af knapper havde set sådan ud siden 1945…..
Et slaraffenland for os der bare elsker det lille smukke smykke – der har så ”mange sprog” og udtryk.
 
Bogen indeholder som sagt en forunderlig samling af knapper - for nogen måske en overset lille detalje i en travl hverdag.
Men når først man har fået øjnene op for hvor meget sådan en lille knap fortæller, så bliver man nysgerrig.
Jeg samler selv på knapper – men min samling er ikke så stor (endnu) og dem jeg sætter størst pris på, er de rigtigt gamle fra min mormors tid. Og sørme om jeg ikke ejer nogle stykker fra hende, der næsten er identiske med dem i bogen.
 
Det bedste ved bogen er, at den taler til en - personligt fik jeg lyst til at lave en masse kreativt med mine knapper. Så nu er jeg sikker på at nogle af dem snart kommer ud af deres glas – så de kan pryde alt fra armbånd til kræmmerhuse, fine kort og tja, kun fantasien sætter grænser.
 
Jeg kan kun anbefale dig at ”læse” den lille dejlige bog også selvom du måske nogle gange føler, at du "knap" har tid…
- så ta dig tiden og tjek også de fine links ud på nettet, som du finder på sidste side i bogen.
 
Rigtig god fornøjelse.
 
Anbefalet af: Kristina Pfeil
Materialer