Sådan laver man en morsom film om nazisme

Jojo Rabbit afvæbner på yderst begavet vis nazister og andet skidtfolk før og nu.

Kan man lave en morsom film om nazisme og jødeforfølgelse? Det lyder umiddelbart som en næsten umulig opgave, ikke mindst i disse tider, hvor vi er blevet mere forsigtige med ikke at støde nogen. Men Jojo Rabbit gør det umulige. Den formår at være en morsom film om et alt andet end sjovt emne, og den gør det uden, at jeg i hvert fald kan se, at den skulle være stødende.

Filmen handler om den 10-årige Jojo, som vokser op i Nazityskland under krigen og sågar er med i Hitlerjugend. Han er hjernevasket til at tro, at jøder er farlige monstre. Han er en god, charmerende og intelligent dreng, som bare ikke kender andre virkeligheder end den, nazisterne har indhyllet ham i. I hvert fald indtil han rent faktisk møder en vaskeægte jøde og langsomt finder ud af, at hun måske ikke er et monster alligevel.

Det geniale ved filmen er, at den netop ser tingene fra barnets synspunkt og udstiller fordomme om andre mennesker, som det de er: Fuldstændig og komplet latterlige. På den måde afklæder filmen de voksne ”onde” nazister, som de tåber, de er. Farlige tåber, javel, men tåber ikke desto mindre.

Det er fristende og efter min mening også ganske på sin plads at drage paralleller til nutiden, hvad enten vi taler konspirationsteorier eller fremmedhad. Faktisk burde filmen være obligatorisk stof i visse miljøer. Føler man sig ikke ramt af dette, kan man også bare se den som den tankevækkende film, den er, som på en forholdsvis feel-good-agtig måde belyser et meget alvorligt emne.