Forside: Afslutningen
Forside: Afslutningen

Sådan fanger man en topterrorist

Hvordan gik det helt præcist til, da Osama Bin Laden blev opsporet og elimineret? Det kan man få et spændende indblik i i denne saglige og medrivende bog.

I lyset af udviklingen i verden i de sidste 4-5 år virker drabet på Osama Bin Laden i 2011 allerede som noget, man lærer om i historietimerne. Og det passer mig faktisk fint. Jeg kan bedst lide at læse om den slags emner, når de er fortid snarere end, når verden står midt i suppedasen. Jeg glæder mig således til at læse alle de bøger, der vil blive skrevet om Trump, når han er færdig med at være præsident og verden er blevet normal igen, og ikke før!

Når det gælder Osama Bin Laden var det ikke spor sjovt at vide, at han sad derude et sted og ikke blot var sluppet godt fra 11. september-angrebet, men sikkert var i gang med at plotte lignende ugerninger. Men i dag mere end otte år efter han fik en kugle i hovedet fra en Navy SEALs automatgevær, kan man i ro og mag læse om, hvordan han blev fundet og ekspederet videre til, hvor hans slags nu engang ryger hen efter dette liv.

Faktisk lånte jeg bogen, fordi jeg ville læse om selve raidet ind i Pakistan. Det behov fik jeg skam også til fulde opfyldt under læsningen, men det fylder bemærkelsesværdigt lidt. Langt vigtigere i bogen er, hvordan tålmodigt, metodisk, nørdearbejde bragte efterretningstjenesten på sporet af Bin Laden… og hvor lidt sikker, man rent faktisk var på, at det var ham, der befandt sig i huset, da helikopterne landede i hans baggård.

Alt i alt en spændende, lærerig, saglig og forholdsvis letlæst bog om en af de største efterretningsoperationer i historien, hvor man virkelig får indblik i en verden, man ikke hører meget om til daglig.
 

Materialer