Så vildt sjov, at du bliver i mægtigt humør af at læse ”Karmaboy” – Orlaprisen

Iklædt rød Elkjær landsholdstrøje og blå skiunderbukser kæmper ”Karmaboy” for, at de rette kræfter vinder – inden en komet smadrer bytorvet.

I starten af den veloplagte historie får man lige forklaret, hvad en bog med kapitler egentlig er : ” det er lidt ligesom en ny bane i et computerspil”! 
For at fornemme stemningen i bogen præsenteres lige et par af butiksejerne på Skovlunde bytorv: Karmaboy også kaldet Niller bor over slagterbutikken med sin far. Hans gode ven Tykke (evigt ædende) og forældre gæster flittigt Sultan Pizza. Erkan den tyrkiske ejer af det italienske ”Sultan pizza” kan et enkelt ord på italiensk, som han bruger flittigt: Si, si, si. (det betyder ja). Erkan er stolt af at have bygget både Tykke og hans forældre bl.a. med pizza og pomfritter. 
På bytorvet findes også: Elses Helse. Else er en omsorgsfuld dame, og hun forsyner bl.a. Karmaboy og Tykke med rigelige mængder urtete. 
Få latterkrampe af bogen og dens mange fodnoter, f.eks.  ”En rød løber er ikke, som man skulle tro, en motionist i rødt tøj, men derimod et langt, rødt tæppe, man ruller ud på jorden”.

Anbefalet af Anita Hartelius

Materialer