Så umådelig sorgfuld og livsbekræftende på samme tid

01.03.17
Ubærligt, uretfærdigt og uhyggeligt. Selvom denne lille erindringsroman er læst på en eftermiddag, bliver den siddende i kroppen længe efter!
Antoine Leiris’ I får ikke mit Had er en lille sag på godt og vel 120 sider. Det er en erindringsroman skrevet af den franske journalist, kulturanmelder og forfatter Antoine Leiris, der i november 2015 mistede sin kone og moren til deres 17 måneder gamle søn, Melvil, under terrorangrebet på spillestedet Bataclan i Paris. Efter terrorangrebet skriver Antoine et brev til de skyldige på Facebook med overskriften ’I får ikke mit had’. Facebook-opslaget bliver delt og læst af tusindvis, og det er oversat til dansk i bogen. Her er en lille smagsprøve: 
 
”Fredag aften stjal I et usædvanligt menneskes liv, mit livs kærlighed og moren til min søn, men I får ikke mit had. […] Vi er kun to, min søn og jeg, men vi er stærkere end alverdens hære. I øvrigt kan jeg ikke bruge mere tid på jer, jeg skal tage mig af Melvil, som er ved at vågne fra sin middagslur. Han er knap sytten måneder gammel, han vil spise sit mellemmåltid ganske som han plejer, bagefter skal vi lege ganske som vi plejer og gennem hele sit liv vil denne lille dreng trodse jer alene ved at være glad og fri. For nej, I får heller ikke hans had.” (s. 53-54)
 
Romanen løber fra den 13. november til den 25. november – fra aftenen, hvor den frygtelig sandhed går op for Antoine, til hans besøg på retsmedicinsk for at se Hélène, til hverdagen, hvor mødrene i Melvils vuggestue organiserer en madordning og til begravelsen af Hélène.
 
Denne erindringsromans helt særlige greb findes i dens paradoks: Den er skrækkeligt hjerteskærende og livsbekræftende på samme tid. 
 
Det særligt sorgfulde, der i al sin enkelhed nærmest bliver poetisk, findes i den simple, usentimentale sprogbrug. Og jeg tror netop, at denne usentimentale og enkle sprogbrug er én af årsagerne til, at Antoines skriftlige erindringer er så fuldstændig fantastiske. Som i nedenstående eksempel:    
 
”Af og til falder paraderne. Uden bulder og brag. Bag ved ”Kom, nu skal du have dit mellemmåltid” opdager Melvil en undertrykt hulken. Mit hjerte slår alt for hurtigt. Han ved at far er ked af det. Han ser det gabende hul der åbner sig i vores liv. Et usynligt uhyre kommer ud af det og forsøger at trække os med ind. Vi græder. Lidt efter lidt lukker hullet sig igen. Vi er her stadig. Dirigenten for orkestret og hans solist. Vores lille karrusel kører rundt og rundt hver eneste dag, det er endeløst.” (s. 59)
 
Da jeg efter et par timers læsning vendte den sidste side i den lille bog, rettede jeg min krøllede sofakrop ud, jeg fandt en ny behagelig stilling, og jeg startede forfra igen. I skrivende stund har jeg læst den tre gange, og hver gang kryber den ind under huden på mig, og tager mig med gennem hele følelsesregistreret. 
 
Læs den igen og igen og igen, og bliv mindet om, hvor skrøbeligt livet kan være, og hvor stærke vi mennesker trods alt er!
Materialer