”Så mangen sti vild..”

Appalacherruten tager vandringsmanden med gennem bjerge, dale og skove, for at ende ved.. ja, enden, små 3400 kilometer senere.

Nyligt hjemkommet til staterne efter en årrække i England, beslutter Bill Bryson på bedste hiker vis at vandre hele Appalacherruten igennem fra syd mod nord. En strækning på hen ved 3400 kilometer. Gennem skove, dale og bjerge, ubeboede strækninger med utrolig skønhed og ”ubeskrivelig” rædsel. Sammen med den noget aparte ungdomsven Stephen Katz, starter de vandreturen i det tidligste forår med en sen snestorm. Det er en ualmindelig morsom og tankevækkende rejseskildring, der viser to kornfede vandringsamatører, der efter bedste evne afprøver sig selv, alene og ind imellem andre vandringsfolk, de møder. 
Bogen har undertitlen – Amerika genopdaget på Appalacherruten – og den er dækkende på mere end én måde, for Bryson fortæller nemlig historien om, hvad der er sket med samfundet og udviklingen i USA igennem hans egen levetid med udgangspunkt i naturen fra vandreturen. Udover selve vandrefortællingen, med diverse morsomme tildragelser, fortæller Bryson historien om de enkelte landskaber og Naturparkers skæbne (Smoky Mountains National Park, Shenandoah National Park, White Mountains m.fl.) i fortid og nutid, ligesom vi får serveret en række tankevækkende naturvidenskabelige forklaringer indenfor geologien og på f.eks. skovdød, træsygdomme m.m.

Man er utrolig godt underholdt bogen igennem, og der er ikke lang tid imellem de stille latterkramper, som disse, vor tids Gøg og Gokke spøge- og vandringsfugle, får taget os med på. Mark Twain har bestemt ikke levet forgæves. Tag bogen med på ferie, eller nyd den på hverdagene. Også til de af os, der mest vandrer i bøgerne. Bogen er egentlig skrevet i 1997, men C&K Forlag skal have stor ros for at indlemme bogen i deres serie ”Rejsebiblioteket”. I øvrigt er bogen filmatiseret i 2015 med Robert Redford og Nick Nolte i hovedrollerne(kan desværre ikke lånes via bibliotekerne, ikke endnu da).
 

 

Materialer