”Retursekund” af Rasmus Nøhr

Pladen er, som titlen antyder, reflekterende flere steder, og især titelsangen kommer ind under huden efter ganske få lytninger, og på "Retursekund" kan du risikere selv at komme til at spekulere lidt.

Allerede åbningsnummeret "Tror du vi ku'?" er iørefaldende og Nøhr'sk, som det han er god til, dog er stilen en anelse mere melankolsk end sædvanligt, og det gør ingenting.

En smule mere op i tempo og stadig med et tilbagelænet, soul-agtigt groove er "Hvad Havet Tog Med". Der er en snert af støv på dette nummer, og det klæder nummeret godt. Et af flere åbenlyse hits på Retursekund er "Pigerne i Køkkenet"; det svinger og stemningen er god, stadig pudsigt melankolsk og handler om (noget) af livet. Men det er rigtig, rigtig godt skruet sammen, historien er god, og der bør danses til her.
 
Også uden at kende nummeret "Lige nu og lige her" på forhånd, ville jeg have spået det til at være et sikkert hit. Nummeret er tidligere udgivet på opsamlingen Samlesæt. Genindspilningen er markant anderledes og efter den første undren over den nye udgave må jeg medgive, at denne er om ikke bedre, så mindst lige så god. Teksten er den samme, men udtrykket er ændret til et nyt nummer - udtrykket er mere tilbagetrukket og en smule sørgeligt, og temponet skruet en anelse ned i forhold til originalen. Efter et par gennemlytninger ændrer det dog intet ved at "Lige nu og lige her" (stadig) er et fremragende nummer.
 
Der har tidligere været en form for "fjollet aura" omkring Rasmus Nøhr. Dette er efter min bedste overbevisning en misforståelse, og denne bør være helt væk med Retursekund, både i tekster og udtryk. På Retursekund er Rasmus Nøhr blevet mere alvorlig og eftertænksom, og det klæder både ham og musikken. Det er som altid, nærmest forudsigeligt, velskrevet og groovy. Det fungerer upåklageligt.
 
Materialer