Forside: Bag søvnens vægge
Forside: Bag søvnens vægge

På vanviddets tinde

Ind i mørket med H.P. Lovecrafts samlede noveller

Elsker du et godt gys? Kender du ikke H.P. Lovecraft? Så spids ører, for du er gået glip af noget.

Få forfattere har kultstatus som amerikanske H.P. Lovecraft. Hans indflydelse er at finde i film, serier og musik gennem de seneste mange årtier. Fra True Detective til Stephen King og Metallica. 

Takket være forlaget Kandor får vi nu de bedste af Lovecrafts noveller samlet i tre opuser: Cthulhu kalder, Ved vanviddets bjerge og den seneste Bag søvnens vægge, der tilsammen dækker perioden 1905-1937 af Lovecrafts forfatterskab. Hver novelle er en stejl rejse ind i vanviddets mørkeste afkroge, hvor forskruet videnskab, okkultisme og kultdyrkelse af oldgamle væsner holder menneskeheden fanget i et iskoldt jerngreb, der truer hele vores eksistens.

Dette er ikke litteratur for sarte sjæle.

Cthulhu, Dagon, Azathoth og de frygtede Shoggoth. Alle dæmoniske væsner, der lurer på grænsen til vores virkelighed, og som vi igennem Lovecrafts forfatterskab får glimt af, men aldrig fuldt ud forstår. Og det er da også styrken i novellerne. De er som at stirre ind i et mørkt rum med viden om, at noget gemmer sig i skyggerne. Men du ved ikke helt hvad. Du kan blot ane konturerne. Så din fantasi begynder at løbe. Og den løber og løber, til den stikker af, og du til sidst står tilbage med dit eget frygtindgydende billede af, hvilke mørke kræfter, der holder øje med os fra vanviddets højeste tinder.

Som Lovecraft sagde: “The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Materialer