Norske piger som jihad-brude i Syrien

Alle bør læse denne bog. Den gør dig klogere på islamisk dogmatik, krigsforførelse, forældrerollen, livet i Syrien og en masse andet. Læs den for at få lidt udsyn eller blot få et indblik i en gribende, men sand familie-fortælling.

Læsningen af to søstre gjorde et stort indtryk på mig mange gange undervejs.

Jeg havde bogen med på en weekendtur til Berlin her i august-varmen. Det var lige før, at denne gribende beretning om Ayan og Leila var mere tiltrækkende end Berlins mange seværdigheder. Min rejsemakker kan i hvert fald nikke genkendende til min opslugthed, da jeg ofte lige måtte genfortælle eller læse et afsnit højt for hende.

De to søstres rejse ind i den islamiske dogmatik og Islamisk stat er en noget anden verden, end jeg hidtil har kendt til. Hvordan kan to norske piger, som umiddelbart virker til at være selvstændige, kloge og kritisk tænkende lade sig forføre af en tilværelse som Jihad-brude i Kalifatet i Syrien? Hvad er det, der gør, at de siger farvel til et liv i det vestlige samfund, muligheden for en god uddannelse og retten til selv at bestemme over eget liv?

Åsne Seierstad forsøger med denne bog at svare på de mange spørgsmål, der melder sig. Hun har interviewet familiemedlemmer, klassekammerater, lærerer, imamer og endda fulgt med pigernes far, Sadiq, med til Syrien i jagten på at hente døtrene hjem.

Åsne Seierstad gør det bragende godt med denne journalistiske reportage. Hun har gjort svært og komplekst stof gribende og let tilgængeligt.

Skrevet af Jeanette Jensen
 

Materialer