Når verden, man kendte, vender vrangen ud

Emilie tegner en særlig dreng med et prisme om halsen. Dagen efter starter han i hendes klasse. Men hvad er drøm og hvad er virkelighed? Historien tager fart og pludselig handler det om liv eller død for andre end bare hende, når hun træffer simple valg.

Intetheden ”Horror Vacui” truer med at opsluge Emilie og hendes gruppe af umage venner, kun med tidsrejsekompasset og hinanden kan de flygte. Men det er samtidig også kompasset og gruppen selv, der tiltrækker det onde. Imens de kæmper for at forstå, hvordan det hele hænger sammen, spirer deres individuelle paranormale evner frem.

På én dag tipper hele deres verdensbillede, og kun sammen er de sikre på at overleve. Det er sgu noget af en første dag efter ferien, i en helt almindelig dansk folkeskole!

Gruppedynamikken og persongalleriet i ”Leoniderne” driver handlingen frem. Så handlemønstret skifter mellem de kølige velovervejede næste skridt og de febrilske følelsesbetonede handlinger. Fuldstændig lige som det ville foregå i den virkelige verden. Det fungerer rigtig godt i historien og bevirker, at læseren ikke regner ud, hvad der sker på næste side. For det kommer helt an på, om det er vennegruppens fornuftstemme Alban eller temperamentsfulde Noah, der løber med beslutningerne.

Og som læser elsker man dem begge og hele det farverige persongalleri – Det er nemlig Nanna Foss’ hemmelige ingrediens. De er fantastisk charmerende, og gruppen har både den dybe stille elev, stræberen alle tror de har regnet ud, den flippede og udadvendte, de fornuftige selvkontrollerede og den utilpassede vrede uden impulskontrol. På trods af stereotyperne bliver ingen personer flade og ensidige, men udvikler sig gennem Spektrumserien i samspil med hinanden og ikke mindst formet af den vanvittige udfordring, de står overfor.

En kæmpe anbefaling fra mig: spændende handling, skønt persongalleri, dejligt mange bøger i serien og en forfatter der strikker videnskab, kærlighed, filosofi og god gammeldags underholdning eminent sammen!

Bogen findes under de blå titler på eReolen

Skrevet af Tilde Hoppe Christensen

Lån bogen