Forside: Når hjertet er en elpisker
Forside: Når hjertet er en elpisker

Når hjertet er en elpisker

01.04.20
En hjertevarm roman om det store forventningspres hos unge og om den gave der kan være i umage venskaber.

I Mette Vedsøs roman følger vi gymnasieeleven Pi, som midt i en engelsktime får et angstanfald og besvimer. Pi må en tur på hospitalet og bliver sygemeldt med stress og angst. Både Pi´s forældre og hendes veninder fra skolen står på spring med velmenende råd og tilbud om hjælp, men for Pi bliver presset bare større. Mens Pi er sygemeldt, møder hun den udviklingshæmmede pige Vicky i opgangen, hvor hun bor. De to piger ender med at blive gode venner og Pi hjælper Vickys mor, der pga. et brækket ben er lidt udfordret i sine daglige gøremål. Det griber om sig, og inden længe har Pi fået flere nye bekendtskaber fra opgangen, som på hver deres måde hjælper Pi til at finde troen på sig selv og styrken til at turde være sig selv midt i alle andres forventninger. 

”Når hjertet er en elpisker” er en lille perle af en roman, der handler om at finde sin plads i livet, og turde være sig selv i en verden med mange krav og forventninger. Jeg vil tro, at rigtig mange unge kan nikke genkendende til de følelser og tanker Pi har. Bogen bliver aldrig for trist eller tung til trods for de alvorlige temaer, for Mette Vedsø kan altså noget med sproget, der gør, at man ofte sidder med et stort smil på, mens man læser. F.eks. når Pi fortæller, at hun skriver Pi´s i stedet for Pis, som jo er den korrekte måde at lave ejefald på: ”Men det er et irriterende faktum, at jeg i tilfælde af ejefald bliver til gul urin”.

Selvom det kan være en god idé at have kleenex klar, når man går i gang med denne bog, er det samtidig som et varmt kram, der efterlader en tilbage med troen på, at det hele nok skal blive godt igen.

Bogen anbefales til unge fra 14 år og opefter ( og deres forældre ).