Når djævelen spiller med..

12.05.21
..opstår sød musik. Denne cd byder ind med både tekstlig og musikalsk op- og nedtur. Hop bare på toget, når djævelen lokker..

Det er snart en 3 års tid siden, jeg noterede ”Chains are broken” på min interne cpu til anmeldelse på vores hjemmeside, uden dog at få gjort noget ved sagen.  Cpu’en er åbenbart ikke af nyeste og hurtigste beskaffenhed, for sandet i timeglasset løber stadig ud i ørkenens øvrige overskudssand. Men corona’en får os åbenbart til at se bagud velsagtens for at mindes noget af det gode, man går glip af, og så dukker de jo op af sandet – de gode sange,
”The Devil makes three” udsendte i 2018 denne fremragende, melodiøse og strittende plade. Her er roots, bluegrass, folk, country og indie-elementer blandet til en meget lyttevenlig cd med dejlige, langsomme søvnige guitarriffs. Dette er bandets 6. studiecd, men denne gang er trommedelen(Stefan Amidon) tilføjet som det ekstra 4. krydderi. De 3 faste bandmedlemmer er Pete Bernhard, Lucia Turino and Cooper McBean, og det har ydet lige det ekstra, der har fået et fantastisk live-band til at fungere på cd.
Er du ikke overbevist, så prøv et par lyttenumre som f.eks. titelnummeret ”Chains are broken” og ”Deep Down” med de fremragende ”catchlines” - 
”Deep in my heart, I’m a terrible man, Deep down in my heart, I know what I am” -
.. novra, sikke ord,  jeg vil også være sådan en bad boy og synge de ord.. men nu er det sådan, at jeg ikke kan synge, så jeg må jo så nøjes med at være mig.. a bad boy.