Mød Lise Nørgaard i en skøn samtaleberetning om hendes liv

Bogen Fruen kommer i dag er skrevet på en måde, som gør, at man lever sig fuldstændig ind i samtalerne mellem Cecilie Frøkjær og Lise Nørgaard.

Denne biografi er en dejlig fortælling om Lise Nørgaards liv, og om hvordan hun har kæmpet sig frem til den hun er i dag. Det er en virkelig inspirerende beretning om en dame med masser af holdninger og gå-på-mod. Bogen giver et indblik i Lise Nørgaards liv og en fornemmelse af hendes opvækst og den tids udfordringer. Lise er en skøn dame, med masser af gode kommentarer og friske bemærkninger, som man ikke kan undgå at smile af. 

I bogen bliver man indviet i Lises spændende liv med både op og nedture, og det er imponerende at høre om, hvordan hun har taklet udfordringerne, som hun har mødt i livet. Bogen er ganske inspirerende læsning. 

Bogen er desuden virkelig velskrevet, og samspillet mellem Cecilie Frøkjær og Lise Nørgaard fungerer rigtig godt. Til tider følte jeg det næsten som om, at jeg sad og drak kaffe og spiste småkager med dem.

Jeg vil bestemt anbefale bogen, og jeg synes, at den egner sig godt som hyggelæsning med en varm kop te til.

Skrevet af Tine Micheelsen

Materialer