Forside:Where to invade next

Michael Moore invaderer verden

Den amerikanske provokatør Michael Moore opdrager sine landsmænd i dokumentarfilm om verden, som vi andre også kan lære lidt af.

Siden Fahrenheit 9/11 helt tilbage fra 2004 har der været lidt stille om Michael Moore. Specielt på denne side af Atlanten. Men han producerer stadig bidende dokumentarfilm i bedste velgående, hvoraf nogle da også har fundet vej til Fredensborg Bibliotekernes hylder eller Filmstriben.

Formålet med hans film er næsten altid at udstille det konservative, religiøse og selvglade USA, hvad enten det handler om våbenlov, krigsførelse i Mellemøsten, sundhedssystem eller noget helt fjerde. I denne film er det lidt af det hele. Under det ironiske påskud at ville finde nye ”tilbagestående” lande, som USA kan invadere og nådigt forme i sit billede, tager han seerne med rundt i verden, blot for at opdage at rigtig mange lande faktisk er langt foran USA på mange områder – ifølge Moore. Altid ifølge Moore. Objektivitet finder man ikke meget af, men det er heller ikke hensigten. Hensigten er først og fremmest at lære amerikanerne lidt kritisk tænkning og stille spørgsmålstegn ved de vedtagne sandheder om deres eget land. 

Og hvad kan man som dansker så bruge dét til? Jo, vi kan selvfølgelig grine af de dumme amerikanere – det er altid sjovt, og Moore er som altid en morsom formidler af sit budskab – men det ville bestemt heller ikke være af vejen at bruge filmen til at spekulere over, om vi selv er så frygtelig meget bedre end amerikanerne til at indrømme, at andre ting end vejret og maden kan være bedre i udlandet. 

Så se filmen, nyd at Skandinavien (i skikkelse af Norge) bliver fremhævet, og tænk så lidt over, om det kun er amerikanerne, der kan lære noget af – af alle lande - Tunesien, for nu at bruge endnu et eksempel fra filmen.

Materialer