Mennesket og haven

Af Ida
09.03.23
Hvorfor har mennesket til alle tider haft haver? Og hvad gør haven ved os som mennesker? Det er udgangspunktet for denne personlige, vedkommende og eftertænksomme bog om mennesket i haven.

’Havemenneske’ er opkvikkende læsning for alle haveentusiaster, der her i vinterens mørke drømmer sig mod forårets gryende lys, der sætter skub i alt det grønne derude. Bogen er en blanding af Rabens egen udvikling som haveejer gennem 25 år samt et mere generelt et rids over havemenneskets udvikling gennem historien. Som bog placerer den sig et sted mellem kulturhistorie og refleksion, og det centrale omdrejningspunkt er mennesket, der dyrker haven både nu og historisk. Med dyk ned i fx engelsk havetradition, hendes egen have og nabolagets udvikling på Valby Bakke, praktisk how-to om staudebede, woodland have og nyttehave kommer Rabens vidt omkring. Men mest interessant er dog hendes tanker om det, som haven gør ved hende. For i arbejdet med haven sker der noget med os. Man forandres umiskendeligt. Sjælen lettes, perspektivet ændres, og man får en konkret forståelse for naturens evighedshjul. Alt spirer, blomstrer, sætter frugt og forgår. For at opstå igen på ny. For Raben er det at gå i haven også en indre proces, der giver hende mening og trøst. En smuk tanke.

Der findes mange gode havebøger, men færre der handler om menneskets forhold til deres haver. Endnu mere sjældent er danske havebøger, der såvel praktisk som filosofisk løfter samtalen om havekultur. ’Havemenneske’ er sådan en bog. ”Havemennesker føler, tror jeg, at de er blevet indviet i en særlig hemmelighed, som de brænder for at fortælle til alle, de kender, så de kan få del i den samme glæde”, skriver Raben.  Det lyser gennem bogen, at hun inderligt gerne vil dele sin haveglæde med os – og tak for det. En skøn bog at have med sig i lænestolen med en god kop the, mens man som en anden armchair gardener drømmer om alt det derude, der er på vej.

 

Lån bogen