Man kan sagtens være bagklog

Indrømmet, den har stået i min bogreol og kikket på mig rigtig mange gange. Julegave. Men først her for nyligt på en lille ekstraferie fik jeg taget den ud af bogreolen…

80 år er socialisten og venstrefløjsstrategen Preben Wilhjelm efterhånden blevet, og skønt han indtil sidste år havde modstået fristelsen til at udgive sine erindringer, kom de så alligevel, og tak for det. For jeg synes han lykkes godt i denne svære metier - at skrive sine politiske erindringer. Uden at falde for fristelsen til at pynte vel meget på egne bedrifter. Den politiske selvbiografi skal helst komme bag om mennesket og politikken, så vi får et lidt mere differentieret billede end avisernes og historiebøgernes. Det lykkes. Og tilmed får vi historien om barndommen og opvæksten. Faderen var sømand, men var blandt de krigssejlere der mistede livet under 2.verdenskrig, hans skib blev torpederet af tyskerne. Moderen, søsteren og Preben levede herefter i et slags familiekollektiv med bedsteforældrene, økonomisk udfordrede, men dog ikke fastlåst fattige. Den velbegavede Preben blev imod tidens odds student, båret frem af netop den vilje han også senere fik så stor brug for. Som student, militærnægter, venstrefløjsaktivist og aktiv hos DKP, SF og endelig hos Venstresocialisterne. Han var på ingen måde et flokdyr, han blev en selvstændig agerende politiker, der sagtens kunne se andre menneskers gode og nogen gange slette egenskaber. F.eks. giver han overraskende Glistrup stor kredit som en venligt og imødekommende menneske. Hmm.. underligt hvor stereotype ens egne formodninger kan blive ind imellem. Læseværdig biografi, man får nemlig ikke hvad man forventer!

Materialer