Forside: Gasolin
Forside: Gasolin

Livet før Gasolin’en tog over

Nationalskjalden fortæller om livet før Gasolin og berømmelsen

Jeg er ”popsanger” plejede Kim Larsen lidt koket at titulere sig selv, men han var meget mere end det. Han blev i den grad den musiker og sanger, hvis musik og tekster alle generationer kunne spejle sig selv og andre i.
Kim Larsen var meget privat og karrig eller beskyttende med at tage familien ind i sin egen berømmelse. På trods af dette har han og familien givet Jens Andersen lov til at interviewe eller rettere lægge øre og mikrofon til Kims egne fortællinger om sit tidlige liv -  med mor og bror i Københavns nordvestkvarter og med sommerferierne hos morfar i Kerteminde.
Selvom Kim Larsen var musikalsk aktiv næsten til det sidste, nåede Kim og Jens Andersen ikke længere i deres samtaler end til dannelsen af Gasolin. På trods af dette har Jens Andersen alligevel nået at få et helstøbt værk ud af disse - de tidlige år.
Bogen er i det hele taget gennemsyret af Kims humor og fortællestil. Det er glæden, der skinner igennem, når vi tages med gennem barndommens land, ungdommens udladninger, Askov Højskole, lærerstudiet, kone og barn i Sofiegården inden nedrivningen og frem til dannelsen af Gasolin.
Jo, vi er alle med på en rejse i Kims private og offentlige verden op til 1972, inden han for alvor skal blive hele Danmarks nationalskjald.
Det er en ”selvbiografi”, som når ud over den umiddelbare jævnaldrende læserskares sfære. Men det er absolut en bog, der kan få én til at tage en tur ned af Memory Lane – en gade, der bliver længere og længere med tiden. Men rigtigt rart at gøre det i behageligt selskab.
 

Materialer