Læs Spiderman, Wimpy Kid og Doctor Who på Ereolen Global

21.01.21
Den engelsksprogede udgave af eReolen - eReolen Global - indeholder en pæn samling af tegneserier, inklusive flere kendte figurer. Se hvad vores tegneserieekspert har at sige om tjenesten.

Ligesom på eReolen kan man på eReolens søstersite eReolen Global finde et udvalg af tegneserier. Udvalget af tegneserier på eReolen Global er forholdsvis stort i forhold til den samlede mængde af titler på eReolen Global. For at bruge eReolen Global på sin telefon, iPad eller lignende, skal man downloade app’en Libby via App Store eller Google play. Libby er stort set en velfungerende og meget intuitiv App, og en af de bedste jeg endnu har set til netop tegneserier, bl.a. har den en velfungerende zoomfunktion, der gør, at man kan vælge at læse sider og billeder i den størrelse, man måtte ønske det. Dog har jeg haft det problem ved læsning på iPad, at det ikke var altid, jeg kunne få Libby til at vise sit display, medmindre jeg prikkede et par gange ekstra på skærmen, førend det kom frem.

Men overordnet er den velfungerende og reproduktionskvaliteten af de tegneserier, der kan læses hos e-reolen Global i Libby, er virkelig god, specielt hvis man sammenligner med flere af de skannede tegneserier, der kan læses på selve eReolen, hvor man for ofte møder pixelerede skanninger. Hvad disse forskelle, mellem reproduktionskvaliteten på tegneserier hos eReolen og eReolen Global skyldes, ved jeg ikke.

Hvis man søger efter tegneserier, kan man  f.eks. vælge en mere overordnet søgning. Skriv ”comics” i søgefeltet og man får i alt 294 titler og mulighed for at se, om det er humor, fiction, young adult fiction, fantasy m.m. 

Selve udvalget af tegneserier er som hos eReolen blandet, men man kan, som på eReolen, også her mærke en bestræbelse på at dække bredt, hvilket er positivt. Derfor er eReolen Global, hvis man læser engelsksprogede titler, et fint supplement til eReolens udvalg af digitaliserede tegneserier. Af mainstream titler kan bl.a. nævnes Archie, Doctor Who, Harley Quinn, Spiderman og mange flere. Af titler primært til børn og unge kan bl.a. nævnes: Amulet (Kazu Kibushi), The Baby-Sitters Club (Raina Telgemeier), Diary of a Wimpy Kid (Jeff Kinney), Dog Man (David Pilkey)

Af andre titler kan bl.a. nævnes: The Cage (Martin Vaughn James), Heimat (Nora Krug), On A Sunbeam (Tillie Walden). ”Heimat” er forfatterens egen rejse tilbage i tiden til sin families historie og Tysklands nazistiske fortid. ”On A Sunbeam” er en regulær sf-spaceopera og i øvrigt grafisk helt utrolig smuk og poetisk. Martin Vaughn James ”The Cage” er et formeksperiment, men et fascinerende et af slagsen. 

Bemærk at der er en begrænsning på antal af udlån på eReolen Global, på to lån ad gangen.

> Find tegneserier på eReolen Global

> Læs mere om eReolen Global

 

Et udvalg af tegneserier på eReolen Global