Forside: Bodega blues
Forside: Bodega blues

Kunsten at sparke den politiske korrekthed i bollerne!

01.05.20
Hvis man her under coronaepidemien savner menneskeligt selskab så meget, at selv den sammensatte lugt af øl, cigaretter, urinaler og parfumer af tvivlsom karakter virker sært tillokkende...så er der heldigvis muligheder.

Som flere andre går jeg flere ture, end jeg plejer og luften, i hvert fald hvor jeg bor, føles renere. Det er længe siden, foråret har duftet så godt, den måske eneste positive effekt af coronaepidemien. Alligevel mangler der noget. Fællesskabet og alle de andre møder mange af os nu kun, når vi handler ind, og der må vi nu gå uden om hinanden med en underlig ny selvfølgelighed i en helt ny to meters afstandsdans. For mig er alene tanken om, at det lige nu ikke er muligt at drikke en øl eller andet på en café eller et værtshus i selskab med andre trist, selv om jeg gør det sjældent. For Henrik List, det miljø og de mennesker han loyalt beskriver i sin bog Bodega blues, noter og historier fra Vesterbros sidste brune værtshuse, forestiller jeg mig, det må være endnu værre. I bogen fortæller List en danmarkshistorie og en kulturhistorie, der sjældent bliver beskrevet og giver stemme til mennesker, vi sjældent hører fra i mediernes kendisrus.

I bogen tager List en med på et langt dyk ned i Vesterbros natteliv og de Brune værtshuse, der endnu eksisterer eller har eksisteret og de mennesker, Vesterbroere og skæbner, der i tidens løb har frekventeret disse steder. Bogen er på mange måder en lang (måske lidt for lang) særdeles underholdende og farverig tour de force, med List som både hovedperson, interviewer, fluen på væggen og selvbevidst kulturronkedor, der ikke holder sig tilbage for at sparke den gode smag og den politiske korrekthed midt i bollerne. Det er på en gang bogens store styrke, men også en lille svaghed, at List kender det miljø, han beskriver så godt, at det, der for en udefrakommende, som undertegnede, kan virke åbenbart urimeligt for List, er en naturlov. Eksempelvis når han fortæller om grønlandske kvinder, der tager med ham hjem. Man kan ikke lade være med at tænke på, om de havde fået lov at komme med hjem og fået husly for en nat, hvis det nu kun drejede sig om søvn, det gør det måske nogle gange, men andet antydes jo også. Men List er ikke en pleaser, og han gør intet for, at mine sikkert mere politisk korrekte briller sidder bedre på næsetippen, og det er jeg som læser glad for. Der er stof til eftertanke.

Bogen indledes som en blanding af et kampskrift og en gravølstale for et Vesterbro, der var en gang, men er under hastig afvikling. Her beskriver List med en kæmpe portion ironi, hvordan de ”Slanke, sunde, unge mennesker der ikke blinker over prisen på en kop kaffe med soyamælk koster 40 kr.” indtager byrummet og længes tilbage til tiden før, der blev solgt årgangsjomfruolivenolie i Vesterbros butikker. Eller han hudfletter kultureliten med følgende citat ”Jeg savner dengang da ”storbyliv” var noget der bare var helt af sig selv i hverdagen – i stedet for at være iscenesat som ”kulturevent”, koreograferet af kaospiloter og sponsoreret af kommunen”

Efter indledningen gennemgår List så de Brune værtshuse, der eksisterer og fortæller også om de, der ikke eksisterer længere. Disse beskrivelser er fyldt med vanvittige anekdoter, rørende menneskeskæbner, verbale knytnæver og skarpe iagttagelser. List er bevidst, om han måske romantiserer noget, der i andres øjne ikke er spor romantisk, og han er ligeledes helt på det rene med, der kan snobbes nedad ligesom der snobbes opad. Men kan man sluge den præmis, så er man mere end godt underholdt i en vanvittig cocktail af både uventet omsorg og eksplosiv vold, men også en stille og rolig beskrivelse af en hverdag blandt arbejdende folk på Vesterbro, stamgæster, folkepensionister, førtidspensionister, aktive såvel som pensionerede ludere, tatoverede gangstere på steroider og rutinerede værtshusholdere i flere generationer.