Kostskoleelev om dagen, mesterdetektiv om natten.

Måske har du også som mig slugt Elly Griffiths krimier om arkæologen Ruth Galloway? Har du et barn i alderen 9-12? Griffiths har nu skrevet en krimiserie om den 12- årige Justice Jones, der foregår på en engelsk kostskole for piger, der lader noget tilbage at ønske indenfor varme og hjemlig hygge.

Justice Jones, datter af en forsvarsadvokat og en krimiforfatter. Efter moderens død kommer Justice på kostskolen Highbury House. Skolen ligner Draculas slot, og maden er forfærdelig, men det er ikke engang det værste. Der har været et dødsfald. Var det mord? Justice prøver at komme til bunds i sagen, og snart kommer både hun og flere andre i overhængende livsfare.  

Denne bog er virkelig god og spændende. Nok er Justice mor død og faren en travlt optaget mand og kostskolen bestemt ikke det hyggeligste sted i verden, men når man har været vant til at blive hjemmeundervist og have en meget begrænset omgangskreds, er det nu også rart med klassekammerater og nye venner. 

Det er en roman for børn i alderen fra 9 år og op. Bogens temaer er sorg, venskaber, at konkurrere og hævn. Det er også et væsentligt tema at tro på sig selv, have tillid til andre, følge reglerne, men ikke blindt, og bevare en naturlig kritisk sans og nysgerrighed, og nogle gange være virkelig modig, for andres skyld.  

Som en ekstra bonus kan man finde forfatteren Elly Griffiths på Facebook og her læser hun op fra bogen, kapitel for kapitel på engelsk. Skal dit barn have ekstra engelsk træning her i løbet af sommerferien, kan I jo starte med at læse bogen på dansk og så lytte til den engelske oplæsning sammen. 

Anbefalet af Maria Björnsdóttir

Lån bogen