Kom med helt inderst inde

Vi har alle fem grundlæggende følelser, der altid styrer os. Men hvad sker der, hvis nogle af de følelser pludselig forsvinder?

Disney Pixar har lavet en fantastisk film om menneskets følelser. Med børnevenlig humor tages vi på en rejse i vores egne følelser og får et rigtig fint indblik i, hvad der sker inderst inde. 

Da pigen Riley bliver født, skabes den første følelse Glæde, hurtigt efter følger Triste og i hendes spæde barndom kommer også Afsky, Frygt og Vrede til. De styrer hver især Riley fra hovedkvarteret, så hun agerer efter den følelse, der har kontrollen. En dag sker der noget, der får Glæde og Triste til at forsvinde ud af hovedkvarteret. Riley forandrer sig hurtigt, når kun Afsky, Frygt og Vrede styrer hende. Nu må Triste og Glæde på en lang og farefuld rejse tilbage til hovedkvarteret, før Riley træffer for mange katastrofale beslutninger. 

Filmen er en rigtig fin skildring af et svært forståeligt begreb som følelser og kan ses af børn fra 7 år og op. Undertegnede var svært begejstret, og Disney Pixar har som vanligt brugt flere lag af fortolkning, så også større børn og voksne kan se med.

For de 4-8 årige kan billedbogen Inderst inde med samme handling bruges til højtlæsning.

Anbefalet af Sara Ludvigsen

Materialer