Kørt træt i læsningen? Denne zombie serie skal nok kvikke dig op!

25.11.20
”For en måned siden brød zombie-virussen ud. Den dag var jeg med min far på arbejde i zoo. Lige siden har vi været fanget her...” Sådan starter zombie zoo serien. Og den er spændende, altså sådan virkelig spændende.

Vi følger drengen Milo, hvis far arbejder i zoo. Milo møder de to søskende Samir og Afia, som er med deres klasse på tur i zoo, da en zombie-epidemi bryder ud i resten af landet. De er tvunget til at blive i zoo, fordi det er for farligt at gå udenfor, hvor alle zombierne er. Det lader til, at dyrene er de eneste, som ikke forvandler sig til kødædende zombier efter at blive bidt af en. Vi møder Milo, Samir og Afia en måned efter det store zombievirus-udbrud. De er blevet gode venner og forsøger sammen at klare sig mod de farlige zombier, som desværre har fundet vej ind i zoo.

 

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg kan fortælle, at det er en af den slags bøger, man ikke kan lægge fra sig. Hvis du spørger min 11-årige søn, kan det være en god idé at have den næste bog i serien klar. Hver bog slutter nemlig med en cliffhanger som gør, at man bare MÅ vide, hvad der sker i næste bog.

 

Serien egner sig rigtig godt til børn som har lidt svært ved at læse. Der er mange fine (og uhyggelige) illustrationer i bøgerne, der er god luft imellem linjerne, en letlæselig skrift og bøgerne har et lix tal på 12-13. Det er fantastisk at opleve, hvordan børn, som har været kørt træt i læsningen, kommer og spørger efter næste bog i serien.

 

Zombie Zoo serien anbefales til børn fra 8 år og op.