Klem sæben, når du tror, du har den, smutter den ud af hænderne på dig, ligesom Shilpa Rays musik.

Inspireret af Punken, formet af rock og teater er Shilpa Rays musik så meget mere.
Der er kaldt til samling, for indisk/amerikanske Shilpa Rays album byder op til dans. Ikke dans af den traditionelle slags, for Last Year’s Savage består af flerfoldige numre af åbenlys forskellig karakter. 
Hovedindtrykket er en kunstner, der har rod i punkrocken på godt og ondt. Men musikken rækker også ud efter teatermusikken. Af den burleske slags. Shilpa spiller på harmonium, og det gør hun fremragende. Det lægger bund på alle numrene, men lyder meget forskelligt, insisterende og indtrængende blødt til det snerrende næsten skrigende. Og sådan kan hendes stemme også lyde. Det er musik, man skal lytte igennem et par gange, så folder den sig ud. Lyt f.eks. på ”Pop Song for Euthanasia”, et fantastisk nummer, makabert måske, men ikke desto mindre et højdepunkt på pladen. Det bliver fulgt op af popnummeret ”Shilpa Ray on Broadway”, som i hvert fald fik mig op af lænestolen.  
At hun har optrådt og spillet sammen med koryfæer som Patti Smith og Nick Cave er ingen overraskelse, for de kommer fra samme univers – af den udenbys slags, som vi provinsboere og bonderøve først skal bruge lidt tid til at vende os til. Men så vil deres musik bestå, også når poptøsernes tid engang er omme.  Shilpa Ray er i samme liga, synes jeg.
 
Materialer