Keith Emerson 1944 - 2016

En af Progrockens giganter takker af og klipper ud

Sneflokke kommer vrimlende, hen over diger trimlende… Jeppe Aakjærs tekst kan i disse år danne bund for en ny tekst, hvor Sneflokkene bliver udskiftet med Musikere. Først var det David Bowie der takkede af. Nu har Keith Emerson så takket af. Men i modsætning til Bowie, var Emersons udgang den nedtrykkende og ultimative - den for egen hånd. 
Keith Emerson dannede i 1970 sammen med Carl Palmer og Greg Lake gruppen med deres egne navne (Emerson, Lake & Palmer). Før da havde de spillet i andre band – The Nice, King Crimson og Atomic Rooster. Det blev i den grad en af tidens ultimative progressive rockgrupper. En af dem med den store, nærmest orkestrale lyd. Emerson El-orgel og senere - Moog-synthesizer (The Monster Moog), dannede sammen med Palmers trommer og Lakes bas og sangstemme, det utraditionelle lydunivers for mange storladne kompositioner. Foruden egne kompositioner inspireredes Emerson af diverse store klassiske værker, som f.eks. Bach, Mussorgsky, Leos Janacek, Aaron Copland, Bela Bartok og Alberto Ginastera.
Emersons sceneshow var stærkt inspireret af Jimi Hendrix, og både klaver, Hammond orglet og Monster Moog’en blev behandlet eller snarere mishandlet med knive, bål og brand. Ret spektakulært.
70’erne var absolut progrockens tidsalder, men det progressive måtte vige for en andet lydbillede – punkens, og hermed sluttede også ELP’s  guldalder. Selvom de gendannedes senere, var magien ikke den samme.
Måske kom Emerson sig aldrig dette, selvom han skrev videre på musikken, bl.a. blev det til en del filmmusik i årenes løb.
Selvom biblioteket i modsætning til undertegnede ikke har alle plader fra tidsperioden med Emerson, Lake & Palmer, så har vi dog lidt, prøv at tjekke disse.

 

Materialer