Kalder alle små og store bogstavelskere!

Af Ida
18.11.20
En sjov, spændende og absolut anbefalelsesværdig serie med fokus på sproget og dets finurligheder.

Forfatter Maria Rørbæk har sammen med illustrator (og forfatter) Siri Melchior begået en lille genistreg i deres serie om søskendeparret Anna og Anton og deres farfar. "Bogstavtyven", "Ordtrolden" og "Sprogheksen" er titlerne på seriens tre fine historier, hvor der igennem mødet med sjove og mærkelige væsener bliver leget gevaldigt med sproget. For hvad sker der, når Bogstavtyven suger alle A’erne ud af øret på Anna, så hun siger U i stedet? Eller når Ordtrolden stikker Anton med sin hale, så han gentager bestemte ord? Eller når Sprogheksen har været efter Farfar og fortryllet ham, så han siger ordene i forkert rækkefølge? Så er gode råd dyre, og de tre må skynde sig at løse sproggåden, inden solen står op, og de for altid vil tale mærkeligt.

Serien er meget velegnet som oplæsning for de 3-årige og opefter, da der gives en legende introduktion til lyde, bogstaver og ord. Her beskrives det, hvordan nogle ord kan have flere betydninger (Ordtrolden), hvordan ordenes placering i en sætning har stor betydning for dens mening (Sprogheksen) og ikke mindst, hvor fjollede voksne lyder, når de prøver at læse almindelige sætninger med alle A’erne byttet ud med U’er.

En stor anbefaling for alle store og små sprogelskere (og fjollehoveder generelt).