Forside: Himmelstormer
Forside: Himmelstormer

Kærligheden flyder fra The Sandmen

Undergangsrocken dominerer med sine mørke tekster, sine inderlige momenter. The Sandmen kryber stadig ind under huden.

The Sandmen har igennem tiderne (1985 -) ført en tumultarisk tilværelse med svingende kvalitet, succes og vedholdenhed. 
Bandmedlemmer har forladt bandet, Sam Mitchell døde i 2006, skiftende pladeselskaber med mere. Her og nu består bandet af den fremragende sanger Allan Vegenfeldt, guitarist Stefan Moulvad og trommeslager Michael Illo Rasmussen. 
Bandet gik i 2014 med ”Den bedste dag” over til at synge på dansk og bedømt ud fra herværende cd, har det været det rigtige og nødvendige valg og skift. Himmelstormer er et virkelig helstøbt album. Garagerock med elementer af krautrock. Teksterne fungerer, men ikke upåklageligt hele tiden, men Allan Vegenfeldts inderlige stemme overvinder alle forhindringer og bygger bro mellem tekst og musik. Lyt til nummeret ”Fuldmåne”, der næsten har Gasolinske kvaliteter...”manden på risten, ham fra Israels Plads, blod af petroleum, øjne af glas, han sidder der endnu – en skygge af sig selv...”. Unægtelig Københavnsk fuldmåne og undergangsrock. Andre numre med iørehængende kvaliteter er ”På gaden” og ”Kærligheden flyder”. 
Kriser eller ej, Sandmen har fundet et fundament, der rækker ud over tidens lyd og tidens emner, og de skal nok overleve en rum tid som band endnu. Kærligheden flyder... med fuld skrald.