Forside: Cloud Atlas
Forside: Cloud Atlas

Kærlighed er tidløs

Seks historier som spænder over mange tidsaldre. Vævet sammen i et netværk af spændende små fortællinger. En meget tankevækkende og fascinerende film.

Denne her film er vildt forvirrende. Og fascinerende.

Det er seks fortællinger, der fortælles med små bidder ad gangen. De enkelte historier er fra tidsperioder meget langt fra hinanden. Vi kommer en tur igennem 1800-tallet, 1970’erne, langt ud i fremtiden og helt ud til efter civilisationens kollaps.

Hvad der gør filmen speciel er, at det er de samme skuespillere, der spiller næsten identiske roller hen over tiden. Det er en god ide at være opmærksom på klæder og frisurer, så du hurtigt kan gennemskue hvilken historie, der nu er i gang.

Jeg brugte den første halve time til at tænke over, hvorfor i alverden jeg så filmen. Jeg tænkte på, at det nok er, fordi jeg kan lide science fiction, men det gik op for mig, at det faktisk var filmens skjulte kvaliteter, der fik mig til at se videre. Pludselig kunne jeg se forbindelsen mellem alle historierne. Jeg kunne følge plottet. Og jeg var fanget. Jeg var simpelthen nødt til at se filmen færdig.

Husalfen kom med te på et tidspunkt. Hun spurgte om noget, jeg skulle tage stilling til, og jeg måtte afvise hende. Jeg havde ikke lyst til at sætte filmen på pause, sådan som hun foreslog. Jeg måtte bagefter være ekstra sød.

Og jeg har filmen liggende til endnu et gennemsyn. Denne gang skal hun være med på sofaen.

Hun fortjener at se den film.

Og jeg er enig med de mindre erfarne anmeldere fra aviser og tidsskrifter. Den er god.