Indtrængende vokal og brusende orkesterlyd

Florence + the Machine med hjerte og smerte har skabt endnu et topværk.
Efter halvandet år med stikket trukket, har Florence skabt en helt lydefri cd af den slags, der smelter virkelighed og fantasi sammen som en anden æskulapstav. Et helstøbt indie-værk, mere personlig end hun hidtil har haft for vane. Ikke mere halen mellem benene, livet skal leves, ikke spildes ved at se den anden vej og intet gøre. Der er barberet ind til benet, hvad angår det emotionelle. Der bliver sunget om hjertesorg på dette hendes 3. album, og hvor de 2 første kunne have lidt virkelighedsflugt over sig, er det ingenlunde tilfældet denne gang. Instrumentalt bliver stemningen kørt over stok og sten, med alle remme og tøjler i fuld udstræk. Messing- og træblæsere i de fulde orkestermalede lydflader, er bare ramt med en stringens man må tage hatten af for. Og Florences stemme, selvom du skulle høre englene synge samtidig, vil det stadig være lyden af Florences stemme der kører rundt i kraniekassen. Melodierne kan være poppede og indviklede, selv et par ballader er der blevet plads til. Selv det gør hun eminent. Jeg hænger fast i nummeret ”What kind of man”, der med sine hæse, beskidte og rytmiske guitarer sammen med blæserne giver lytteren et øjeblik under hypnose – jeg er solgt her, så jeg må vel i dette tilfælde være That kind of man… 
 
 
 
Materialer