Ideerne vrimler og drømmene braser i fremragende roman om Louis Pio
Louis Pio. Grundlægger af Socialdemokratiet. Socialistleder på et tidspunkt, hvor socialismen (og socialisterne) måtte kæmpe for livet. En drømmer, nok endda en fantast, hvis ideer og drømme opstod ligeså hurtigt, som de stødte på grund. I Kristian Himmelstrups veldrejede roman ”Pio” foldes en af nyere danmarkshistories mest markante skikkelser ud. Vi følger ham fra den kolde, klaustrofobiske fængselscelle i Danmark til de store drømmes land, USA, hvor Pio forsøgte at grundlægge en socialistisk koloni.
Det er ikke lige kønt alt sammen. Pio er i Himmelstrups roman en drømmer og en ideolog, der meget ofte hutler, lyver og fortier for sig selv og for sine nærmeste. Men han er også en menneskerettighedsforkæmper, hvis ideer om kvinderettigheder og ytringsfrihed i dag virker selvindlysende.
I det hele taget er det en fascinerende tid, ”Pio” indkapsler. En brydningstid, hvor grundloven stadig var ung, og hvor arbejderes, kvinders og mange andres grundlæggende rettigheder kunne ligge på et meget lille sted. Hvor Den Nye Verden trak mennesker til sig i massevis, og hvor ideer og ideologier formedes og kappedes.
Mindst ligeså fascinerende er portrættet af Pio. Romanen krydsklipper mellem Pios perspektiv og så Augusta, der også er socialist, kvinderettighedsforkæmper og bliver Pios kæreste. Hvor Pio ofte skummer over af selvretfærdighed og utopier, så får vi med Augusta et blik udefra på den store socialistleder. Et både kærligt og udstillende blik. Det er med til at give det nuancerede og fascinerende indblik i manden Louis Pio og hans tid, som Himmelstrups ”Pio” er.
