I udforskningens verden

Svenske Edda Magnason har sangens flerfoldige nådegave. Hun tager os med ud på rejse.

Af en eller anden grund er vi (biblioteket) sene startere, hvad angår denne cd, Edda Magnasons 3. plade fra 2014/15 med egne kompositioner. Hun er en gudsbenådet sangskriver, og hun evner at lave noget forskelligt hver gang. 
Det er et sjældent fænomen, det med ikke at gentage sig selv, for uanset hvor meget vi hver især stræber efter at forny os i det uendelige, så hører man alligevel sig selv gentage de guldkorn man undfangede i går og i forgårs. Suk, men Edda behøver det ikke, ikke endnu da. Hendes stemme er af den udforskende slags, á lá Björk og Kate Bush, hvilket giver denne særegne følelse af at gå på opdagelse i Eddas sangverden. Musikalsk bevæger hun sig mellem jazz, rock, viser og underholdningsmusik. Hvis jeg glemte en genre så skriv den selv på, for hun er rundt i mange hjørner. Eddas musikalske (og filmiske) gennembrud kom, da hun spillede hovedrollen og sang i Per Flys film ”Monica Z” om den svenske jazzdiva Monica Zetterlund.  Herefter åbnede udlandet sig og fik øje på Eddas egne kompositoriske kvaliteter.  Og endnu er hun blot 31 år, så hun er først lige begyndt. Og det er godt for os – de sene startere. 

Materialer