Hyp, hyp, bibliotekarhest

Underholdende roman om bibliotekarer til hest i 1930’ernes USA får denne stillesiddende mandlige bibliotekar til at revurdere sit syn på Jojo Moyes.

Jeg er sandsynligvis den mandlige ansatte på Fredensborg Bibliotekerne, der har læst flest bøger af Jojo Moyes, som jo mest gør sig i chicklit og næppe har 51-årige mænd som primær målgruppe. Men jeg har altså læst to bøger af hende. Den ene var ”En plus en”, som jeg mest læste for at få bekræftet mine fordomme – og fik det – og den anden er ”Ræk mig stjernerne”, og den var faktisk slet ikke tosset. Faktisk var den så lidt tosset, at jeg føler trang til hermed at anbefale den.
Grunden til, at jeg i det hele taget lånte den efter måske ikke at være blevet overbevist om Jojo Moyes fortræffeligheder i mit første forsøg, var, at den handler om beredne kvindelige bibliotekarer i 1930’ernes USA. Jamen altså, kan man forestille sig noget sejere? For en bibliotekar, der sidder på en kontorstol på et trygt dansk folkebibliotek i Nordsjælland i 2020, er der noget dybt forjættende ved tanken om at ride ud i bjergene med bøger til en fattig videnshungrende landbefolkning. Der kan man da tale om at gøre en forskel.
Og det er netop hvad hovedpersonen Alice gør. Hun er kommet fra England efter at være blevet gift med en velstående amerikaner, og hun keder sig. Derfor melder hun sig frivilligt til den nystartede beredne biblioteksservice og bliver hurtigt glad for det frie, men meningsfyldte liv til hest. Alt er dog ikke fryd og gammen, og snart kompliceres tingene selvfølgelig. Hvordan skal ikke afsløres, men det handler om kønsroller, arbejderkamp, racisme, mord (måske) og seksuel frigørelse. 
Uden på nogen måde at være stor litteratur er ”Ræk mig stjernerne” virkelig effektiv underholdning. Samtidig er persongalleriet tilstrækkelig nuanceret til, at det bestemt heller ikke er ren trivi. Og så lærer man rigtig meget om tiden, ligesom man som bibliotekar kan drømme sig til dengang, bibliotekarer var totalt bad-ass, og bøger satte mennesker fri.