Forside: Den ukendte soldat
Forside: Den ukendte soldat

Hvis du skal se en finsk film i år, skal du se denne

Finske mænd vælter rundt i enorme fyrreskove og kæmper mod russerne i medrivende, ambitiøs 2. verdenskrigsstorfilm.

Det er ikke hver dag, man anbefaler finske film. Det er da også med lidt tøven, at jeg gør det, for finner er godt nok nogle mærkelige nogen, og deres sprog ville altså ikke vinde nogen skønhedskonkurrencer. Men ”Den ukendte soldat” er bestemt værd at se for historie- og krigsfilms-aficionadoer som mig.

Hvis nogen har set filmen ”Vinterkrigen” er dette en slags fortsættelse rent historisk. Hvor ”Vinterkrigen” handlede om finnernes forsvar af deres land mod russerne tidligt i 2. verdenskrig, er ”Den ukendte soldat” en skildring af Finlands offensiv ind i Sovjetunionen et par år senere. Det er et yderst ømt punkt i Finlands historie, for godt nok er der hverken før eller siden gået meget kærlighed tabt mellem de to naboer, men med deres krig mod Sovjetunionen havde Finland åbent allieret sig med Hitlertyskland, hvilket næppe mange finner er særlig stolte af i dag.

Nå, men storpolitikken spiller ikke nogen stor rolle i den næste tre timer lange film. Her er det de menige soldater, man følger i deres i starten succesfulde togt ind i Sovjetunionen og senere pinefulde retræte. Filmen veksler mellem storslåede kampscener i endeløse finske og sovjetiske fyrreskove og rolige øjeblikke, hvor soldaterne funderer over deres skæbne og ikke mindst modsætningsforholdet til de uduelige officerer. Det hele emmer af autencitet, om end noget af dialogen forekommer en kende mærkværdig. Om finner virkelig taler sådan, eller om noget er gået tabt i underteksterne, ved jeg ikke. Det er også lige meget. Se den og bed en bøn til, at pinefulde stunder i danmarkshistorien engang vil blive ydet samme retfærdighed filmmæssigt, som finnerne yder deres... Host… Bornedal… host… 1864… hooost…

Materialer