Hvem var Dora Bruder?

Fortælleren har set en efterlysning af den 15-årige Dora Bruder i en gammel avis fra 1941. Nu 50 år senere prøver han at finde sporene af hende i de kvarterer i Paris, hvor hun færdedes og forsvandt – og hvor fortælleren også selv har en fortid.
Nobelpristageren Patrick Modianos roman er en fortælling om jødernes skæbne i det besatte Frankrig. Historien er fortalt som en sporjagt ved hjælp af genstande, fotos, dokumenter, breve, samtaler, formodninger og antydninger.
 
Fortælleren har ikke mange konkrete spor af Dora Bruder og hendes skæbne. Han finder aldrig ud af, hvor hun var i nogle vintermåneder i 1940-1941. Derimod får vi rigtig meget at vide om, hvad der skete for og med jøderne – og om fortællerens egen familie. 
 
Hvad er der tilbage af minder om personer og begivenhederne i besættelsestiden? Ikke mange, alt tyder på, at man søger at viske det skete væk. Huse, ja hele kvarterer er revet helt ned. Men fortælleren husker, søger og finder det, som nutiden ønsker at glemme.
 
Af Lisa Juhler
Materialer