Hvad skal museumsleder Tora Ribers #barelæse i sin ferie?

Læs her, hvad Tora Ribers, museumsleder og kulturkoordinator i Fredensborg Kommune, skal læse i ferien, når turen går til Frankrig.

Hvad glæder du dig til at læse i sommerferien?
Min tidligere kollega Iben har de sidste 5-6 år hver sommer sendt mig en liste med boganbefalinger. I år glæder jeg mig særligt til at læse ”Årene” af Annie Ernaux, som er med på dette års liste. Jeg er sikker på, jeg vil kunne lide den, for Iben har aldrig anbefalet en bog, jeg ikke brød mig om.

Hvor skal du læse denne sommer?
I Lorraine, i min have (i sol) og i min vinterhave (hvis det regner).

Hvilken bog vil du anbefale andre at pakke med i feriekufferten?
”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan. En helt fantastisk udviklingsroman og meget moderne – til trods for, at den udkom i 1898. Og ellers ”Serotonin” af Michel Houllebecq. Den kræver dog lidt overskud - det er ikke en solskinsroman.