Hvad skal litteraturformidler Sofie #barelæse i sin ferie?

Sofie Ussing Olsen er litteratur- og kulturformidler på Fredensborg Bibliotekerne. Hvilke bøger kaster hun sig over i sin ferie?

Hvilke bøger har du planer om at kaste dig over i ferien?

Jeg skal læse bøger, der ikke er alt for ”tunge” og minimalistiske i det. De må selvfølgelig gerne have dybde og være uhyggelige, men for mig er sommer lig med liv og lethed, og det skal også afspejles i min litteratur. Mine læseliste omfatter bl.a.: Emily Henry: Strandlæsning, Irene Vallejo: Evigheden i et siv og Christian Kracht: Eurotrash.

Hvad er dit bedste sommerlæsespot?

Jeg skal være en helt masse i sommerhus i både Melby og på Rømø, så mit spot bliver nok i en hængekøje et sted i haven. 

Hvilke bøger vil du anbefale andre at pakke med i feriekufferten?

Elly Griffiths: Ruth Galloway-serien – til alle, der elsker stærke krimiplots og en genial krimiheltinde. En meget velskrevet og hyggelig krimiserie.

Lone Hørslev: Halvt i himlen – en smuk historie om kvinders kår i 1920’ernes København ift. kærlighed, familie og arbejde.