Hvad nu hvis….

19.03.20
Når fanatismen går helt over gevind

En nazistisk krigsforbryder, der er flygtet til Sydamerika, men som stadig drømmer om Det tredje Rige og arbejder på at realisere det. En nazijæger. Og en hitliste med 94 navne på. Det er ingredienserne i denne bog fra 1976.

Den nazistiske krigsforbryder er en virkelig en af slagsen – nemlig Josef Mengele, der specielt er berygtet for sine tvillingeforsøg i Auschwitz under 2. verdenskrig. Efter krigen lykkedes det ham at flygte til Sydamerika og levede der indtil sin død. Det er denne historie, forfatteren bruger som udgangspunkt for bogen Drengene fra Brasilien.
Historien fortælles fra flere forskellige synspunkter. Vi følger således Mengele, der er i gang med at udføre en djævelsk plan sammen med sine medsammensvorne. Og så følger vi nazijægeren Yakov Liebermann, der har en vis lighed med virkelighedens nazijæger Simon Wiesenthal, der ser det som sin livsopgave at fange Mengele, som han endelig er kommet på sporet af, uden dog helt at vide, hvad han er ved at afsløre.

Hvordan Mengele har tænkt sig at genopbygge Det tredje Rige, skal ikke afsløres her, da det er driveren i bogens plot. Blot skal det siges, at han medicinsk set er ret avanceret i forhold til den tid, handlingen foregår i.

Det er spændingen, der driver handlingen og læsningen frem, og det er for dennes skyld, at bogen skal læses. Man er godt underholdt, men samtidig løber det koldt ned af ryggen med de implikationer, plottet i bogen ligger op til. Til trods for at bogen har mere end 40 år på bagen, er den stadig læsværdig, men reflekterer selvfølgelig den tid, den er skrevet i.

Lån bogen